omfordeling af penge

Vittus: Derfor har vi omfordelt

Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq fra Siumut forklarer nu, hvorfor Naalakkersuisut har flyttet 20 millioner kroner fra Kommuneqarfik Sermersooq

Der var ingen udsigt til intern enighed blandt kommunerne, derfor har jeg handlet, forklarer Vittus Qujaukitsoq
Offentliggjort

Der var ingen udsigt til, at kommunerne kunne nå frem til en enighed om fordelingen af kommunal skatteudligning. Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut, har derfor valgt at lytte til de tre øvrige kommuner.

Læs: Palle Ch.: Er det ren Siumut-aktion?

Forklaringen fra Vittus Qujaukitsoq kommer efter kritik fra Kommuneqarfik Sermersooq og oppositionen i Inatsisartut. Kritikken er kommet, efter at Naalakkersuisut valgte at flytte 20 millioner kroner fra skatteudligningen til Kommuneqarfik Sermersooq til Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq.

Læs: Asii: Du lyver Vittus

Det er sket efter forgæves forhandlinger med kommunernes landsforening Kanukoka. Dialogen med Qaasuitsup Kommunia, Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq strandede trods forhandlinger.

Læs: Sermersooq mister 20 millioner

- Naalakkersuisut kan ikke overhøre landets tre øvrige borgmestres vigtige anmodning. Man har i flere år drøftet omfordeling af bloktilskuddet mellem kommunerne, samtidig med at ulighederne imellem kommunerne bare er vokset. Det tidligere Naalakkersuisut forholdt sig passivt, idet man henviste kommunerne til selv at fremsætte et samlet forslag til en omfordeling, skriver Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse.

Han henviser til deres dialog med tre øvrige kommuner, der mente, at der ikke var udsigt til enighed.

- Jeg har påtaget mig dette ansvar tro mod Naalakkersuisuts målsætning om at skabe en mere balanceret udvikling i vort land, siger Vittus Qujaukitsoq.

Powered by Labrador CMS