Formandsstrid

Vittus vil hente Aleqa tilbage

Der er brug for alle kræfter i selvstændighedskampen, mener Vittus Qujaukitsoq, der vil have Aleqa Hammond tilbage i Siumut, der om kort tid er klar med en ny udgave af partiprogrammet

Aleqa Hammond, valgdag

Hovedbestyrelsen i Siumut er i fuld færd med at revidere sit partiprogram, herunder ikke mindst det afgørende afsnit om indførelse af selvstændighed. Partiprogrammet blev senest revideret i 2001 og 2008. Samtidig arbejder kræfter på at få folketingsmedlem og løsgænger Aleqa Hammond tilbage i den hjemlige politiske Siumut-arena.

Bag det sidste forslag står Vittus Qujaukitsoq, nyvalgt formand for Siumut i Nuuk. Han er overbevist om, at den ofte kontroversielle Aleqa Hammond kan styrke kampen for indførelse af selvstændighed. Han har allerede præsenteret muligheden for en række af partiets lokalafdelinger i forbindelse med mails og telefonsamtaler forud for landsmødet i slutningen af juli, hvor han som bekendt udfordrer Kim Kielsen på formandsposten.

- Det er en meget betænkelig situation, at Siumut slet ikke er repræsenteret i Folketinget. Det er vigtigt i disse år, hvor selvstændighed bliver drøftet. Derfor bør Aleqa Hammond tilbydes medlemskab af Siumut snarest muligt, siger Vittus Qujaukitsoq, der ikke lægger skjul på sin utilfredshed over Kim Kielsens holdning til indførelse af selvstændighed. Det går ikke hurtigt nok. Der nøles for meget, mener Vittus Qujaukitsoq.

- Der er brug for alle kræfter, og Aleqa Hammond er blandt de ressourcer Grønland har brug for, lyder det fra formands-udfordreren, som mener, at sammenhold er forudsætningen for selvstændighed.

Han oplyser til AG, at han snarest vil kontakte Aleqa Hammond.

Læs mere om Vittus' planer i AG:

Powered by Labrador CMS