Søndag, november 5, 2017 - 15:51

Vigtigt med sunde spisevaner

Daniel Petrovic bruger sine hænder i forbindelse med sds-behandling. Men han mener at mange kunne undgå sygemeldinger ved at passe bedre på sig selv
Foto: Leiff Josefsen
Sundhedsvæsenet kunne spare store beløb, hvis befolkningen selv gjorde en større indsats for at holde sig raske, siger aktuel foredragsholder, der har mistet flere venner på grund af kræft
 

Det store antal kræftsyge og medborgere med livsstilssygdomme har givet stof til eftertanke hos Daniel Petrovic, der er alternativ behandler med metoden body sds.

 – En forebyggende indsats på eget initiativ kunne spare samfundet millioner af kroner, siger han.

Har opholdt sig i Grønland flere gange
En klient ligger på en briks med et håndklæde over sig og fortæller hvor det gør ondt i kroppen. Han bruger stort set kun sine hænder til at trykke forskellige steder på kroppen i sin behandling.

Daniel Petrovic har opholdt sig i Grønland flere gange og har fået sig en vennekreds heroppe. Men han har ligesom mange andre lagt mærke til at en del folk i tidlig alder for konstateret kræft eller får andre livsstilssygdomme eller psykiske problemer.

Stor kropsbevidsthed
- Grønlænderne har generelt meget stor kropsbevidsthed, men i min erfaring er også de mest sårbare når de kommer til dårlig madkvalitet og de tusinder af nye kemiske stoffer som bliver introduceret fra industriens side. Jeg er helt overbevist om at Grønland ville kunne blive et forbillede med et sundt samfund med en god økonomi, siger Daniel Petrovic, der kommer med et groft regnestykke.

- Lad os sige at en person med en god stilling bliver sygemeldt i længere tid med en årsindkomst på 400.000 kroner. Hvis vedkommende er syg i fem år, så mister samfundet 2 millioner kroner og vi kan hurtigt regne ud at der bliver tabt store beløb, når et større antal personer er sygemeldt i længere tid, siger Daniel Petrovic.

Medansvar
Han mener at de enkelte borgere skal tage medansvar for at bringe sygeligheden ned.

- Grønlands storslåede natur er et godt sted at starte. Man kan bearbejde flere ting ved at tage på spadsereture eller slappe af i naturen. Forkert kost, stres og dårlig søvn gør at der samles affaldsstoffer i kroppen, der gør os syge, siger Daniel Petrovic.

Organiseret indsats
Men det er ifølge ham selv lettere sagt end gjort og opfordrer til en organiseret indsats for at fremme bedre livsstil. Han har været med i den grønlandske delegation ved Arctic Winter Games flere gange som behandler af forskellige skader i forbindelse med konkurrencer

- Jeg har desværre set flere gange usunde spisevaner hos unge sportsfolk, hvor de blandt andet spiser meget chips og drikker sodavand i stedet for at fylde energidepoterne med sund mad. Vi skal derfor starte tidligt med at lære unge gode spisevaner, siger Daniel Petrovic og fortsætter:

Undervisning i sundere livsstil
- Man kunne inddrage fagfolk til undervisning i sundere livsstil. Der er tale om en aktiv investering i sundere livsstil for folk. Det koster som nævnt utrolig mange penge, når folk må melde sig syge. Vi må starte fra børn og unge med at undervise i sundere livsstil og forebygge at de fremtiden belaster sundhedsvæsenet unødigt, siger Daniel Petrovic.

Han er nu i Nuuk for at holde foredrag. Men han understreger at han ikke har taget turen for at skaffe sig flere klienter. Han har efter eget udsagn kalenderen fuldt booket.

Mistet flere nære venner
- Min tanke om at tage til Grønland er opstået fordi jeg har mistet flere af mine nære venner i Grønland på grund af kræft i en alt for tidlig alder og flere af mine venner er også syge af kræft. Jeg er derfor meget motiveret til at sprede budskabet om sundere livsstil, slutter Daniel Petrovic.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit