fantastisk

Video: Se forskere bruge flyvende gummibåd i Grønland

På det videnskabelige togt med skonnerten Activ blev der afprøvet en flyvende gummibåd, som på en billig og fleksibel måde kunne bringe forskerne ind til en række mere afsidesliggende søer

På forskningstogtet med skonnerten Activ i Sydgrønland i sommer havde forskerne fra skibet umiddelbar adgang til de undersøgelsesområder, som lå tæt på kysten.

Derimod var det svært at komme ind til søer og gletsjere længere inde, og derfor havde man aftalt at afprøve en såkaldt flyvende gummibåd.

Flyvende gummibåd er billig i drift
Den flyvende gummibåd løser på mange måder et meget håndgribeligt problem for ekspeditioner i Grønland. Forskerne bevæger sig ofte i ufremkommelige og uvejsomme terræner, hvor det kan tage dage at nå frem til et område, hvis man ikke lejer en helikopter, der løber op i 30.000 kroner i timen.

Her har de et ultralet fly, som er udstyret med en gummibåd, der gør det muligt at lette og lande på vand. Den flyvende gummibåd kan flyve 80 km/t, har et vingefang på 11,15 meter og vejer cirka 250 kg. I luften må den højst veje 450 kg totalt (inkl. brændstof og to om bord) og ikke stige til mere end 3.000 meter. Den er udstyret med en tocylindret totaktsmotor, som har en firebladet propel, der vender bagud, så maskinen bliver skubbet frem.

Og så er det lille, simple fly billigt i brug, for på en fuld tank på 30-35 liter kan den holde sig i luften i et par timer eller sammenlagt omkring 150 kilometer.

Effektiv, fleksibel og tidsbesparende
Sin ultimative ilddåb med den flyvende gummibåd fik piloten Jeppe Møhl under Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011 med Activ. En gruppe forskere og kunstnere kiggede hinanden over skuldrene nogle uger, så gummibåden fløj både med arkæologer, geologer, geografer og en kendt, ældre grønlandsk forfatter.

På dette års ekspedition med Activ skulle den flyvende gummibåd bl.a. bringe forskerne ind til de søer, som de ikke umiddelbart kunne nå fra havet. Målet var at bore nogle kerner op af søerne, så flyet blev udstyret med en outrigger, som man kunne bore fra.

- Den flyvende gummibåd er jo effektiv. Vi borede en hel del af de 32 kerner med den på søer, som det ville have taget meget, meget lang tid at komme til på anden måde, forklarer Kurt H. Kjær fra Center for Geogenetik.

- Vi fløj ud to mand, landede på søen, fandt stedet, hvor vi ville bore, ankrede op og lavede vores boring. En tur kunne gøres på omkring 3-4 timer, og vi kunne dække et meget stort område.

Flyvende gummibåd kan også kæntre
Desuden blev den flyvende gummibåd brugt til at lave rekognoscering og fotodokumentation, ligesom den fløj en tur til en afsidesliggende sidemoræne med tungt udstyr for at save stenprøver ud til datering.

På sidste del af togtet i Narsarsuaq-området blev den også brugt til at indsamle vandprøver fra nogle fjerntliggende søer.

I løbet af den toenhalv måneder lange ekspedition var 'den flyvende gummibåd' ramt af et uheld, hvor den kæntrede. Heldigvis skete der ingen personskader, og efter en uges servicering var den atter i luften over Sydgrønland.

Se video i afspilleren øverst i artiklen

Powered by Labrador CMS