Vestnordisk Råd

Vestnordisk Råd opfordrer til samarbejde på fiskeriområdet

Rådet kommer med tre anbefalinger, som de vestnordiske parlamenter nu skal forholde sig til

De vestnordiske flag
Offentliggjort

Styrk det fiskeripolitiske samarbejde.

Lav en fælles strategi på transport- og infrastrukturområdet i Vestnorden.

Og indgå en frihandelsaftale mellem Grønland, Færøerne og Island.

Sådan lyder tre anbefalinger fra Vestnordisk Råd i forbindelse med årsmødet tidligere på ugen i Runavik.

Læs: Lars-Emil Johansen bliver ny formand for Vestnordisk Råd

Styrket forvaltning
På fiskeriområdet ønsker Rådet, at regeringerne sætter sig sammen og udarbejder en fælles redegørelse, som blandt andet skal afdække mulighederne for at styrke forvaltningen af ressourcerne, have en fælles markedsstrategi for regionens fiskeriprodukter, have et tættere samarbejde om havforskning, fiskeriundersøgelser og miljø samt bedre adgang til markeder som for eksempel EU.

Fælles handel
Desuden anbefaler Vestnordisk Råd, at en fælles arbejdsgruppe skal kortlægge de fælles gevinster, ved at de tre lande indgår i en frihandelsaftale og etablerer et vestnordisk handelsråd.

En frihandelsaftale har været til diskussion i rådet i en årrække. Island og Færøerne har et handelssamarbejde, udmøntet i Hoyvíks-aftalen. Grønland meldte ved temakonferencen i januar ud, at de ikke er interesseret i at tilslutte sig aftalen. Grønland vil hellere indgå særskilte aftaler med de to andre vestnordiske lande, eller at der laves en helt ny frihandelsaftale mellem de tre lande.

Transportanalyse
Vestnordisk Råd anbefaler desuden, at regeringerne laver en analyse for at kortlægge mulighederne for en fælles langsigtet strategi for transport-infrastrukturområdet i Vestnorden. Rådet mener, at regionen dermed vil stå stærkere i en øget international konkurrence.

Læs også:

30 års parlamentarisk samarbejde fejres

Grønland skriger efter læger

Powered by Labrador CMS