sildestrid

Vestnordisk Råd fordømmer EU-trussel mod Færøerne

Rådet mener, at de metoder, som EU har valgt, ikke er acceptable i internationale relationer, siger formanden for Vestnordisk Råd, Siumuts Lars-Emil Johansen

Vestnordisk Råd vedtog mandag på sit årsmøde i Narsarsuaq en udtalelse
Offentliggjort

- Vestnordisk Råd fordømmer og kritiserer på det stærkeste EU’s trusler om sanktioner imod Færøerne og Island på grund af disse landes makrelfiskeri og EU's beslutning om sanktioner imod Færøerne på grund af deres sildefiskeri.

Sådan lyder det fra Vestnordisk Råd, som på sit årsmøde i Narsarsuaq mandag vedtog en udtalelse.

Rådet understreger, at de metoder, som EU har valgt, ikke er acceptable i internationale relationer. Rådet protesterer imod, at EU har valgt, i kraft af sin størrelse og sin kapacitet, at true sine fredelige naboer - venner af nationer - som et led i deres forhandlingsforløb.

Forhandle - ikke true
- Og det på trods af at det er blevet påpeget, blandt andet af en norsk havbiolog, at makrellen kan forårsage et miljøproblem i havet, da bestanden er blevet så stor. Dette er blandt andet sket som følge af seneste års klimaændringer. Rådet konstaterer, at parterne er uenige, og det er derfor rådets holdning, at de skal forhandle et resultat på plads og lade være med at true hinanden

- Vi har tidligere set hvor stor en konsekvens EU's tiltag kan have på små samfund i de vestnordiske lande, hvor eksempelvis EU har indført importforbud på sælprodukter. Et importforbud der har haft store negative konsekvenser for Grønlands små fangstsamfund, til trods for Inuit undtagelsen, skriver formanden for Vestnordisk Råd, Siumuts Lars-Emil Johansen.

Sur på Norges fiskeriminister
Vestnordisk Råd opfordrer Norge til at støtte Færøerne og Island og tage afstand fra EU's metode. Vestnordisk Råd udtrykker harme over at Norges fiskeriminister Lisbeth Berg-Hansen har udtalt, at hun støtter sanktionerne imod Færøerne og at Norge overvejer at følge i EU´s fodspor. Vestnordisk Råd opfordrer den nordiske brodernations repræsentanter, Norges regering, til at revurdere denne holdning.

Vestnordisk Råd opfordrer også Nordisk Råd til at tage sagen op og støtte Færøerne og Island i denne sag.

Endelig opfordrer Vestnordisk Råd Naalakkersuisut til at åbne grønlandske havne for de færøske skibe og produkter, som bliver ramt af EU’s, og herunder Danmarks, sanktioner.

Powered by Labrador CMS