Nuuk

Vender hjem for at overtage Sømandshjemmet

Grønlandskfødte Allan Majholm rejser til Nuuk med familien for at overtage Sømandshjemmet

Anne og Allan Majholm med datteren Viola

Sømandsmissionen har ansat Anne og Allan Majholm, der bor i Aarhus, som nyt bestyrerpar til sømandshjemmet i Nuuk.

Familien, der også tæller Viola på to år, rejser til Nuuk den 11. januar, hvor de afløser Vera og Jesper Kjeldmann.

Gensyn
For ægteparret er det dels et gensyn med Grønland, dels har Allan Majholm en særlig tilknytning, da han er født i byen og blev adopteret til Danmark i 1981.

Anne er sygeplejerske, og Allan er uddannet serviceøkonom med speciale i hotel og restauration. Han har desuden bygget kirkelige fællesskaber som klyngeleder og senest arbejdet for en støtteforening for hjemløse og udsatte i Aarhus. Dette diakonale-DNA tager parret med nord på.

Glæder sig
- Vores kendskab til Grønland, folket og kulturen er en klar styrke, da det har sine særegne styrker og udfordringer. Vi glæder os til at flytte til verdens mindste hovedstad og glæder os særligt til at lære vores medarbejdere at kende. Sammen vil vi gøre sømandshjemmet i Nuuk til en oplevelse for gæsterne, siger Anne.

Powered by Labrador CMS