Saligaatsoq

Vejlukning i Nuuk på tirsdagens oprydningsdag

Borgmester Anniitap aqqusernga mellem Nuussuaq og Qinngorput bliver lukket omkring en time fra klokken 16.00

Nu skal der igen ryddes op i naturen. Arkivfoto

Når årets store oprydningsdag foregår tirsdag den 3. juni, bliver Borgmester Anniitap aqqusernga - også kaldet Qinngorput-vejen - spærret mellem en halv og en hel time fra klokken 16.00.

Det sker i forbindelse med virksomhedernes oprydningsdag, Saligaatsoq.

Læs: Det er snart tid til forårsoprydning

Air Greenland har meldt sig til at indsamle affald på strandstrækningen langs med vejen, og ligesom sidste år stiller selskabet en helikopter til rådighed for at slinge det største og tungeste affald op fra stranden til vejen, og i den periode vil vejen af sikkerhedshensyn være spærret.

Bilisterne må enten køre ad lufthavnsvejen eller væbne sig med tålmodighed og følge helikopterens arbejde.

Saligaatsoq for fjerde gang
For fjerde gang arrangerer CSR Greenland årets Saligaatsoq-oprydningsdag. Denne gang foregår det i tæt samarbejde med medlemsvirksomhederne, selvstyret, Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia i en fælles indsats for at samle og fjerne det affald, der ligger i vores ellers så smukke natur.

I år er der arrangeret oprydningsdag i Nuuk den 3. juni og i Sisimiut den 5. juni.

Powered by Labrador CMS