Valg: Lars Løkke aflyser samråd om Camp Century

På grund af grønlandsk valgkamp har regeringen aflyst et samråd om USA's hemmelige militærlejr under isen.

Opdateret klokken 8:40

Regeringen har aflyst et åbent samråd onsdag i Folketingets Grønlandsudvalg med udenrigsministeren.

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddelt udvalgets formand, Aleqa Hammond (løsgænger). Årsagen er ifølge statsministeren, at regeringen ikke vil forstyrre det valg, der er udskrevet i Grønland.

Samrådet vil først blive gennemført efter valget, der formentlig holdes 24. april.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skulle på samrådet have svaret på spørgsmål om oprydningen efter den kontroversielle amerikanske militærlejr under indlandsisen, Camp Century.

Aleqa Hammond er stærkt utilfreds med beslutningen, siger hun til Ritzau.

- Jeg fik i morges en opringning fra statsministeren. Han fortæller mig, at eftersom der er udskrevet valg i Grønland, sætter regeringen en ny linje op. Den siger, at man ikke tager emner op, som har med rigsfællesskabet at gøre, i al den tid, der er valgkamp.

Lars Løkke Rasmussen har i et brev til sine ministre opfordret dem til, at de ikke bliver involveret i valget til Inatsisartut, parlamentet i Nuuk. Han tilråder ministrene "tilbageholdenhed med politiske udmeldinger".

- Der bør derfor ikke afholdes møder på politisk niveau eller på embedsmandsniveau med repræsentanter fra Grønland om emner, der kan blive anvendt i valgkampen. Det gælder også de to medlemmer af Folketinget fra Grønland, skriver Løkke.

Ingen grønlandske spørgsmål vil ifølge statsministeren blive taget op, før valget er overstået i Grønland. Det gælder både samråd i Grønlandsudvalget og debatter i Folketingssalen.

- Det er jeg fuldstændig uenig med ham i. Det har naturligvis at gøre med, at der er tale om et meget ømfindtligt emne for de dansk-grønlandske relationer, siger Aleqa Hammond.

Aleqa Hammond er uforstående over for aflysningen. Sagen handler i substansen om forholdet og forsvarsaftalen mellem Danmark og USA, mener hun.

- Folketinget har sin egen gang, og det har parlamentet i Grønland også. Det er ikke fair at blande de to ting sammen.

Camp Century blev under den kolde krig i 1959-1960 anlagt af USA's militær under isen 200 kilometer øst for Thulebasen. Den bestod af et tre kilometer langt system af tunneler med plads til 200 mennesker.

USA installerede også en transportabel forsøgsatomreaktor under isen, uden at den danske og grønlandske befolkning fik det at vide.

Powered by Labrador CMS