Gas-eksplosion

Den værste ulykke i Nuuks historie

I sidste uge var det 47 år siden, at blok 5 på sletten i Nuuk sprang i luften og 10 omkom. Nu har ildsjælen Erla Winther fået borgmester Asii Chemnitz Narups støtte til opsætning af en mindesten.

Gaseksplosion i Nuuk
10 omkom for 47 år siden under gaseksplosionen i blok 5.

"En voldsom eksplosion rystede lørdag få minutter over middag store dele af Godthåb. Alle som hørte eller følte eksplosionen var rystet over dens voldsomhed. De som så den blev lammet af rædsel. Fantasi er ikke nok til at forestille sig katastrofens omfang. Synet blev mistænkeliggjort af fornuften".

Gas-eksplosion

Sådan starter AG’s nyhedsartikel om en af de værste ulykker i Nuuks historie, som skete for næsten præcis 47 år siden, tirsdag den 14. marts 1970, da en gaseksplosion flåede et næsten færdigbygget etagebyggeri fra hinanden. Over 20 håndværkere i fuld gang med at lægge sidste hånd på værket, som stod overfor at skulle afleveres til bygherren. Deriblandt den 21-årige tømrersvend Eli Damberg fra Nordjylland.

- Netop som makkeren og jeg kom ind i den midterste opgang, kunne vi lugte gas. Vi sagde det med det samme til tømrerformanden, som lovede at lade det gå videre, men nu skulle vi gå i gang med vores arbejde. Det gjorde vi, selv om vi var noget betænkelige ved det, for det var en temmelig krads gaslugt. Og vi kunne jo næsten regne ud, at der måtte være en utæthed, husker Eli Damberg.

Han og makkeren fortsatte med at klargøre de sidste snedkeropgaver, men montering af håndtag og greb på døre og låger. Arbejdet foregik helt ude for enden af bygningen, hvor lugten var mindre kraftig.

Faldt sammen som et korthus

- Så vi tænkte ikke så meget over det, og arbejdede som enhver anden dag i løbet af formiddagen. Det første spisehold blev hentet og kørt til frokost i GTO-lejren. Vi andre skulle først spise en halv time senere, fordi vi var så mange udsendte på det tidspunkt, at vi var delt i hold. Og så der, klokken lidt over 12, lød drønet. Det var som at stå midt i en bombe der eksploderede. Et øredøvende hult drøn. Og jeg blev vægtløs. Hang simpelthen i luften, imens gulvet forsvandt under mig. Øjenvidner har senere fortalt, at bygningen blev løftet en meter fra jorden, og så faldt sammen som et korthus, fortæller Eli Damberg.

Læs den gribende beretning om katastrofen i seneste udgave af avisen AG, som du kan købe dig adgang til via linket herunder. Flere billeder og en lang beretning.

Powered by Labrador CMS