Søndag, november 12, 2017 - 07:43

Vækstfond bakker op om nyt skisportscenter

Det er Aqqutikitsoq-gletsjeren ved Sisimiut som skal lægge sne til de store drømme om et skisportscenter.
Et helårs-skisportscenter på Aqqutikitsoq-gletsjeren ved Sisimiut. Og på sigt et ferieresort med zoologisk have. Iværksættere i Sisimiut tænker stort. Og Vækstfonden bakker op om ideerne.
 

Iværksætterne Laarseeraq Skifte og Klavs S. Møller er rykket et skridt nærmere drømmen om at skabe et internationalt helårs-skisportscenter på Aqqutikitsoq-gletsjeren ved Sisimiut. For nylig etablerede de selskabet Sikumiut Greenland Aps. Og senest har selskabet holdt møder med Vækstfonden om de finansielle forhold.

Grønlandsk-dansk selskab

Der er tale om et grønlandsk-dansk selskab, der ikke alene har planer om at etablere skisportscenter, men også et familievenligt ferie-resort. Derudover vil selskabet være med til at sikre, at vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq bliver en realitet. Endelig er der på den lange bane en vision om at etablere en grønlandsk zoo i ferie-resortet.  

– Vi har arbejdet på at få et skisportscenter til Sisimiut i 30 år. Og vi mener, at Aqqutikitsoq-gletsjeren er det helt rigtige sted at bygge et skiområde, fordi man inden for en radius af otte kilometer kan udvikle mange forskellige turismeaktiviteter, siger Klavs S. Møller.

Det ambitiøse projekt er lige nu afhængig af, at Sikumiut Greenland tildeles koncession til skisportsområdet, og at området forbindes med en vej til Sisimiut og Kangerlussuaq, så turisterne kan transporteres direkte fra Kangerlussuaq og ud til skisportscenteret.

Vækstfonden er positiv

Af projektbeskrivelsen vurderes det, at etablering af skisportscentret vil koste 135 millioner kroner at opføre, hvilket skal finansieres gennem internationale investorer, Greenland Venture, vækstlån og kreditforeningslån. Samtidig forventes projektet at kunne skabe 28 fuldtidsjobs i Sisimiut. I Vækstfonden ser erhvervskundechef Mogens Andersen positivt på projektet, om end det stadig er på et præmaturt stadie.

Læs hele artiklen om de ambitiøse projekter i avisen Sermitsiaq, som du kan få digital adgang til herunder:

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit