Uvejr på vestkysten
Uvejr: Folk i Nuuk rystet efter sejltur
Voldsomt blæsevejr og regn rammer i disse dage hovedstaden. Men ikke alle lader sig påvirke af uvejret
Chok, vrede, frustration og uforståelse.
Det er nogle af de reaktioner, som bliver udtrykt på de sociale medier, efter at flere i Nuuk torsdag eftermiddag var vidne til en sejltur, som efter deres mening så farlig ud.
Det drejer sig om en båd fra den selvejende institution ’Immanuel’, som var på vej retur til Nuuk efter at have været inde i fjorden for at hente elever fra Atuarfik Samuel Kleinschmidt.
Voldsomt blæsevejr og regn rammer i disse dage hovedstaden, hvilket blandt andet har betydet, at det planlagte mini-tivoli i byen denne weekend er blevet udskudt til næste weekend.
Sermitsiaq.AG har fredag morgen været i kontakt med en forælder til en af de børn, som var med på båden. Sammen med andre pårørende får hun fredag formiddag krisehjælp.
Læs: Dårligt vejr udskyder mini-tivoli i Nuuk
Læs: Blæsevejr forsinker avislevering
Redaktionen har også været i kontakt med et bådudlejningsfirma, som torsdag morgen valgte at aflyse alle sejlture i går på grund af vejret.
Ifølge de registrerede oplysninger fra myndighederne må ’Immanuel’, som også er navnet på båden, medtage 33 passagerer sommer og vinter.
Sermitsiaq.AG har forgæves forsøgt at få en kommentar fra bådfirmaet ’Immanuel’. Blandt andet vil redaktionen gerne vide, hvorfor selskabet sejlede afsted, hvornår, hvad opgaven var, hvor mange passagerer der var om bord, og om det ifølge selskabet var forsvarlig at sejle.
LÆS OPFØLGNING: 'Immanuel' beklager: Det var en menneskelig fejl
Har du oplysninger om sejlturen, eller er du pårørende, så er du meget velkommen til at skrive til redaktion@sermitsiaq.ag