bogudgivelse
Den utæmmelige får flotte anmeldelser
Portrætbogen ”Den utæmmelige – Lars-Emil Johansen: Eneren i grønlandsk politik” får rosende ord af en række fremtrædende personer, der gennem deres virke har haft berøring med den politiske udvikling af landet.
Under overskriften ”Portrætbogen – forbilledligt løst” skriver Minik Rosing, geologiprofessor og samfundsdebattør blandt andet i avisen AG:
Troværdig og ærlig
- Lars-Emil giver et troværdigt og sikkert også ærligt billede af sig selv som alkoholiseret, til tider utilregnelig og svigagtig politiker, men også oprigtigt engageret i at skabe en anderledes og bedre fremtid for Grønland. På mange måder giver bogen et indblik i Lars-Emils egne refleksioner over hans gerninger gennem et langt liv, skriver Minik Rosing og fastslår:
- Den utæmmelige er meget læsværdig, ikke blot fordi alle som interesserer sig for Grønland kan blive klogere af at læse den, men også fordi alle med interesse for mennesker kan blive klogere.
Fire ud af fem stjerner
Lederen af Journalistskolen, journalist Naja Paulsen, vil give forfatteren, AG-journalist Niels Ole Qvist, fire ud af fem stjerner og skriver blandt andet:
- Jo, læsningen gav mig et strejf af afmagt, fordi bogen, bag den store hyldest om hjemmestyrets tilblivelse og årene efter, meget tydeligt fortæller, at det daglige liv har været præget af fejl, misbrug og omsorgssvigt i det politiske liv, som også fik konsekvenser for familielivet, venskaber og medborgerskaber. Den gav samtidig en påmindelse om, at det netop er grunden til at folket skal kæmpe. Kæmpe for bedre tider, mod mørke kræfter, for uddannelse og struktur, som giver mening for de fleste i dette samfund, med eller uden Lars-Emil, skriver Naja Paulsen.
Højt seriøst plan
Martha Labansen, tidligere direktør i hjemmestyret og Kanukoka, slår fast, at det først og fremmest er en ”tilfredsstillelse at læse en bog om grønlandsk politiet på et højt og seriøst plan”.
- Efter en spændende og alsidig fortælling om de politiske visioner, resultater og skæverter er det forståeligt at der fornemmes et savn af nye politiske håndværkere, der kan skabe resultater, som kan lægges til grund for realiseringen af den ønskede selvstændighed, skriver Martha Labansen.
Faktuelle fejl
Den mangeårige topchef i hjemmestyret og formand for Den Grønlandske Selvstyrekommission, cand.scient.pol Jakob Janussen opfordrer alle til at læse bogen.
- Læs bogen og dan din egen mening om ”en ener i grønlandsk politik”! Den er mere end værd at læse, fastslår Jakob Janussen, der imidlertid også påpeger flere faktuelle fejl i bogen i sin anmeldelse.
- Det er velvalgt, at bogen har fået titlen ”Den utæmmelige”, for hvis der er en person i grønlandsk politik, der har forfulgt sine politiske ideer med ildhu og en meget stor portion stædighed, så er det Lars-Emil Johansen, understreger Jakob Janussen.
Læs anmeldelserne
Læs de fire anmeldelser og få første kapitel fra bogen i sin helhed i avisen AG, som du kan købe digital adgang til via linket herunder: