Kvalifikation i Mexico
USA slipper for Akutaaneq
Landstræner Niels Møller lader Akutaaneq Kreutzmann sidde over i fredagens kamp mod USA for at overholde aftale med GOG om kun at må bruge ham i tre kampe i Mexico
Nøglespilleren på det grønlandske håndboldlandshold og ligaholdet GOG får en velfortjent hviledag fredag. Han missede flyveren hjem fra Mexico torsdag, men han skal sidde over i kampen mod USA fredag aften, selvom han stadig befinder sig i Mexico City, hvor forkvalifikationsrunden til De Panamerikanske Mesterskaber bliver afviklet.
GOG kommer til at mangle Akutaaneq Kreutzmann, når det danske hold lørdag skal spille mod håndboldligaens bundprop TMS-Ringsted. GOG og det grønlandske landshold havde ellers aftalt, at Akutaaneq Kreutzmann skulle være klar til at spille mod TMS Ringsted lørdag.
Undgår skade
Men den mulighed blev forpurret torsdag aften, da Akutaaneq Kreutzmann forgæves prøvede at komme med det, fly han havde billet til. Det hollandske flyselskab KLM kunne ikke få Akutaaneq Kreutzmanns boardingkort printet ud, og det endte med, at flyet lettede mod Europa uden den grønlandske spiller.
Læs: Akutaaneq misser fly hjem - stor skuffelse i GOG
Læs: Akutaaneq Kreutzmann på vej til Mexico
GHF og GOG havde aftalt, at Akutaaneq Kreutzmann skulle spille tre kampe for Grønland i Mexico. Derfor sidder han over i kampen mod USA fredag aften. Grundspillet i Håndboldligaen nærmer sig sin afslutning, hvor alle point er vigtige, inden slutspillet begynder, hvor GOG er med.
- Dette skal også ses i lyset af, at GOG har flere kampe i turneringen, og GHF vil ikke risikere skade på spilleren i den sidste kamp mod USA i respekt for aftalen med GOG, meddeler Grønlands landstræner Niels Møller.
Grønland har nu kvalificeret sig til De Panamerikanske Mesterskaber i Montevideo i Uruguay i juni.