US-investeringer i lufthavne blev drøftet med Grønland og Danmark

Det danske udenrigsministerium bekræfter nu, at planerne om de amerikanske investeringer blev drøftet i Permanent Committee

Både de grønlandske og danske myndigheder var på forhånd orienteret om de amerikanske overvejelser om at investere i de grønlandske lufthavne. Det bekræfter det danske udenrigsministerium nu overfor Sermitsiaq.AG.

Planerne om de nye lufthavne har været genstand for drøftelser i Permanet Committee, som er det sted, hvor spørgsmål om den amerikanske militære tilstedeværelse bliver drøftet. Det seneste møde har været holdt i august.

- Danmark og Grønland har orienteret USA om Naalakkersuisuts forslag til investeringer i infrastruktur i Grønland. Orienteringen har fundet sted inden for rammerne af det permanente udvalg (Permanent Committee), skriver udenrigsministeriet i et skrifteligt svar til Sermitsiaq.AG.

- Danmark, Grønland og USA har også inden for rammerne af det permanente udvalg drøftet muligheden for amerikanske investeringer i infrastruktur i Grønland. Danmark og Grønland har løbende over for amerikanerne lagt vægt på at sikre fælles fordele af eventuelle investeringer. Som det fremgår af pressemeddelelsen af den 17. september fra naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt, udenrigsminister Anders Samuelsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ses den amerikanske hensigtserklæring som et positivt initiativ i den sammenhæng, hedder det videre.

Drøftelser fortsætter

I hensigtserklæringen fra det amerikanske forsvarsministerium fastslås det, at investeringerne skal gavne 'dual use', det vil sige de skal have både et militært og et civilt sigte.

Samtidig er der næppe meget tvivl om, at amerikanerne vil forsøge at træde varsomt, når det gælder disse investeringer. Konkret betyder det, at man vil vente afvente beslutningen i Inatsisartut og formentlig også udmøntningen af lufthavnsaftalen mellem Grønland og Danmark, inden man fra amerikanske side melder ud, hvad man helt præcist vil investere i. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man vil afholde sig fra at drøfte detaljer bag lukkede døre.

- Danmark og Grønland vil i fællesskab fortsætte dialogen med USA, herunder på møderne i det permanente udvalg. Udgangspunktet vil fortsat være at udforske samarbejdsområder til gensidig nytte – baseret på en gensidig forståelse af, at USA's militære tilstedeværelse i Grønland i størst muligt omfang skal komme Grønland og det grønlandske samfund til gavn, skriver udenrigsministeriet i sit svar.

Som vi fortalte i går, må planerne om de amerikanske investeringer ses i sammenhæng med den rolle som Kangerlussuaq i dag har for det amerikanske forsvar. Her har forsvaret ret til at benyttet lufthavnen til nødlandinger samt i tilfælde af krise, spænding eller i forbindelse med militære øvelser. Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere på dette aspekt, men henviser til den amerikanske ambassade.

Powered by Labrador CMS