Kalaallit Røde Korsiat

Unge hjælper unge

Uiloq Leonhardt er glad for at kunne gøre noget for andre unge

Uiloq Leonhardt
Uiloq Leonhardt, 19 år, elev på GU og frivillig i Inua. - Det er let for os at komme i kontakt med andre unge og forstå dem, siger hun.
Offentliggjort

Kalaallit Røde Korsiats ungdomsprojekt Inuusuttut Nukittoqatigiit (Inua) holder åbent hus på mandag den 15. september klokken 16.30 i Oles Varehus i Nuuk. Her kan unge op til 35 år, der overvejer at blive frivillige i Inua, komme forbi til kaffe og kage og høre mere om, hvad Inua laver.

Uiloq Leonhardt, 19 år, er elev på GU og frivillig i Inua. Det synes hun er spændende, fordi hun lærer så meget om sig selv, og det giver hende en god følelse ideni, når hun mærker, at hun gør noget for andre unge.

- Jeg møder nogle gange de unge, som vi laver aktiviteter med, på gaden her i Nuuk, og når de kommer hen til mig og snakker, bliver jeg rigtig glad. Så kan jeg mærke, at det, vi gør, hjælper de unge. Vi har også et rigtig godt fællesskab blandt os frivillige, og det er fedt at være sammen om at gøre noget godt, forklarer Uiloq Leonhardt.

- Hvad får du selv ud af at være frivillig i Inua?

- Jeg får følelsen af ejerskab på et projekt og føler, at jeg er med til at ændre noget til det bedre. Inua er jo et projekt, der arbejder med de ting, der kan være svære for unge i Grønland. Det er fedt at være en del af et projekt, som sætter fokus på, at der er unge, der har det svært, og at vi unge er stærke og kan hjælpe hinanden.

- Hvorfor er det godt, at unge laver aktiviteter for andre unge?

- Jeg tror, at de unge, som er med til vore aktiviteter, hurtigt føler, de kommer tæt på os frivillige, fordi vi selv er en del af ungdommen. Som unge er vort liv meget ens, og vi kender de udfordringer, som de, der kommer til aktiviteterne, selv har i deres hverdag. Så vi unge frivillige ved om nogen, hvordan det er at være ung i Grønland, siger Uiloq Leohardt.

Powered by Labrador CMS