Fredag, juni 16, 2017 - 17:49

Ung alpinskiløber støttes af Elite Sport Greenland

Formanden for Elite Sport Greenland Malik Olsen Hegelund og Nuunu Chemnitz Berthelsen underskriver samarbejdsaftale
Foto: Elite Sport Greenland
20-årige Nuunu Chemnitz Berthelsen bliver, med baggrund i flotte resultater inden for alpinski, nu støttet som elitesportsudøver af Elite Sport Greenland. Målet er OL-deltagelse i 2018 i Sydkorea
 

Alpintalentet Nuunu Chemnitz Berthelsen fra Nuuk har leveret flere flotte resultater.

Nu skriver Elite Sport Greenland i en pressemeddelelse, at de nu støtter alpinskiløberen økonomisk.

- Elite Sport Greenland (ESG red.) støtter sportsfolk i at blive så gode som muligt og elitestøtten gives nu for at give Nuunu Chemnitz Berthelsen ro, sikkerhed og mulighed for at fokusere på sin sportslige fremgang og videre udvikling mod den internationale elite.  En anden, der er støttet som eliteudøver, er langrendsløberen Martin Møller, skriver ESG i en pressemeddelelse.

Læs: Nuunu i stor fremgang

OL-drømme
ESG ser et godt sportsligt potentiale og støtter derfor op om hendes vej mod toppen. For hendes mål er at deltage ved de Olympiske Vinterlege til næste år.

I 2016 indgik ESG en forpligtende aftale med Nuunu om konkrete målsætninger, der skulle nås, hvis samabejdet skulle gå fra talentprogrammet til en elitestøtte – og dem har hun opnået. 

- Elitestøtten, og den dertilhørende rådgivning, træder i kraft fra begyndelsen af næste sæson i 2017. ESG ser frem til det videre udviklingsforløb, der forhåbentligt bidrager til flere større sportslige resultater og dermed kan hjælpe med at sætte Grønland på verdenskortet, lyder det fra Elite Sport Greenland.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit