VM

Alle vil undgå Portugal i VM-playoff

I dag mandag bliver der trukket lod til VM-playoff, hvor Portugal på forhånd ligner det stærkeste hold. Stor spænding i Island

Målt på indbyggertal vil Island blive det mindste land, der nogensinde har deltaget ved et VM, hvis det lykkes at kvalificere sig til slutrunden næste sommer
Offentliggjort

Den tidligere måltyv Alexander Frei kommer til at gøre sig upopulær i enten Frankrig, Sverige, Rumænien eller Island i dag mandag kort efter klokken 10 vestgrønlandsk tid.

Det er nemlig schweizeren, der skal foretage lodtrækningen til de europæiske VM-playoff-kampe, og de fire useedede nationer vil meget gerne undvære et møde med Portugal, som ligner det stærkeste af de otte tilbageværende hold.

- Man kan roligt sige, at vi helst vil undgå Portugal. De har Cristiano Ronaldo, som er en fantastisk spiller med stor indflydelse. Men det bliver heller ikke let at møde Grækenland, Kroatien eller Ukraine, siger den franske landstræner, Didier Deschamps, ifølge NTB.

Portugiserne har stor erfaring med de nervepirrende dobbeltopgør, for det er tredje gang i træk, at sydeuropæerne må tage omvejen til en slutrunde. De seneste to gange har holdet klaret skærene mod Bosnien.

Læs "Island klar til VM-playoff-kampe"

Heller ikke Sverige har noget ønske om at blive parret med semifinalisterne fra sidste sommers EM.

- Portugal er nok den hårdeste modstander, når man ser på helheden. Det handler om kvaliteterne både individuelt og kollektivt, samt om spillestil, lyder det fra midterforsvareren Per Nilsson.

Stor spænding i Island
Også i Island bliver lodtrækningen fulgt med stor interesse.

Det er første gang, landet er nået så langt i en kvalifikationsturnering, og Lars Lagerbäcks talentfulde mandskab vil formentlig også gerne undgå en date med Ronaldo og resten af den portugisiske fodboldhær.

Målt på indbyggertal vil Island blive det mindste land, der nogensinde har deltaget ved et VM, hvis det lykkes at kvalificere sig til slutrunden næste sommer.

Powered by Labrador CMS