klima

Udviklingen ved polerne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på klimaforskere

På én og samme gang er havisen i Arktis og ved Antarktis skrumpet til rekordlavt niveau for årstiden. I nord truer selvforstærkende processer med at få udviklingen til at løbe løbsk. Det skriver dagbladet Information.

Det var et tweet fra Zachary Labe, 2. års ph. d.-studerende ved Department of Earth System Science, University of California, Irvine, der udløste alarmsignalerne på de sociale medier. Det skriver Information.

En graf dateret 15. november og baseret på dataværdier fundet dybt i den løbende afrapportering af satellitmålinger hos US National Snow and Ice Data Center (NSIDC), fik den unge klimastuderende til at hæve øjenbrynene og smide grafen på twitter.

Samlet fald i ismasse
Det er dét, der overrasker og foruroliger ved grafen: Når det er mørk vinter højt mod nord, er det forår omkring Sydpolen, og derfor er det normale billede, at havet fryser til og isen vokser i Arktis, alt mens den smelter og skrumper ved Antarktis.

Lægger man værdierne for isareal i nord og syd sammen i én graf, får man på denne årstid typisk et samlet isareal, der vokser.

Men den aktuelle, kombinerede graf for de to ismasser viser et helt uventet og dramatisk fald, uden fortilfælde i de knap 40 år, der foreligger satellitmålinger fra.

- Det, vi ser, er både overraskende og alarmerende. Dette går hurtigere end modellerne. Det er alarmerende, fordi det har konsekvenser, siger Rasmus Tonboe, klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut med speciale i målinger af isen ifølge Information til The Guardian.

Powered by Labrador CMS