Udstilling skaber diskussion om kulturarv

Der er skal være plads til udvikling og forskellige holdninger, når det kommer til kulturarv. Det mener den danske haute couture-designer Jørgen Simonsen, som Arnanut har talt med i forbindelse med udstillingen Iskrystalprinsessen vol. II.

Udstillingen kan ses på Nationalmuseet frem til 26. marts. Herefter skal den på turné til Sisimiut, Reykjavik, Tórshavn, Stockholm, Oslo, Karasjok og Porsanger i Nordnorge, Helsinki, København, Struer (Jørgens hjemby) og Paris. Foto: Peter Christian Christensen

- Selvfølgelig skal håndværket og kulturarven holdes i hævd. Men hvis man ikke ryster posen og vender tingene på hovedet, så sker der jo ingen udvikling. Man er nødt til at have udvikling, især sådan en lillebitte kultur som inuitkulturen, siger den verdenskendte haute couture-designer Jørgen Simonsen, der i januar gæstede Grønland for at åbne NAPA-udstillingen Iskrystalprinsessen vol. II på Nationalmuseet.

Ærindet med projektet, Iskrystalprinsessen vol. II – bæredygtig kulturarv, er, som navnet antyder, at kaste lys på det, der sker, når en international designer lader sig inspirere af traditionelt design som den grønlandske nationaldragt.

Er det en trussel mod den kultur, som inspirationen hentes i? Kan man have ophavsret på kulturarv? Er det krænkende? Eller er det en hyldest med masser af PR-værdi?

Derfor blev der i forbindelse med åbningen afholdt en paneldebat om projektet og problematikkerne bag.

Til udstillingen har Jørgen Simonsen designet fem sæt tøj på baggrund af hans inspiration fra mødet med Grønland.

Jeg håber, folk kan se, at det er gjort med respekt for nationaldragten. Det er et forslag, jeg har fremsat. Så kan man tage det til sig eller lade være, siger han.

Flere grønlandske virksomheder er blevet involveret i projektet, heriblandt Great Greenland, systuen Kittat og Nationaldragtskolen i Sisimiut.

To dygtige grønlandske syersker har haft lejlighed til at arbejde med den anerkendte designer. Hansignaaraq Petersen fra Kittat fik til opgave at sy en perlekrave i nogle helt andre perler, end hun var vant til:

Jeg troede i starten, at det ville være ligetil og hurtigt at sy perlekraven, men der tog jeg grundigt fejl. Perlerne var, åh, så anderledes at arbejde med. De skulle håndteres på en helt anden og sværere måde. Men det lykkedes jo til sidst, heldigvis.

Læs mere i det nye nummer af Arnanut, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS