forskning

Udspil: Nuuk skal være center for forskning

Det vil gavne hele Grønland, hvis Nuuk blev styrket som forskningscentrum, mener borgmester Asii Chemnitz Narup, der barsler med konkrete initiativer.

Nuuk skal være centrum for forskere i Grønland, mener borgmesteren i hovedstadskommunen.
Offentliggjort

- Det er helt naturligt, at vi i forlængelse af Hovedstadsstrategien, arbejder videre med planerne om et styrket samarbejde med forskere og forskningsinstitutioner om at gøre Nuuk til et attraktivt arktisk forsknings-hub, siger borgmesteren fra Kommuneqarfik Sermersooq til Sermitsiaq.AG.

Rammer skal styrkes

Hun vil i den nye kommunalbestyrelse lægge op til at få drøftet, hvordan man kan styrke rammerne for forskningen og som kommune og by få udbytte af det.

- Konkret foreslår jeg, at vi inviterer Grønlands Forskningsråd (Nunatsinni Ilisimatusarnermik Siunnersuisoqatigiit) ind til en drøftelse af, hvordan vi som kommune kan bidrage, afslører IA-borgmesteren, der kæmper for at sætte sig i borgmesterstolen i en tredje valgperiode.

Efterlyser forankring

- Forskningen er simpelthen ikke blevet tilstrækkeligt forankret permanent i det grønlandske samfund og har derfor heller ikke for alvor bidraget til en varig værdiskabelse for Grønland på et niveau, som jeg tror det har potentiale til. Det synes jeg vi skal have lavet om på, siger Asii Chemnitz Narup.

Ifølge borgmesteren kunne et forskningshub i Nuuk blandt andet bidrage til:

  • Styrkelse af de grønlandske vidensinstitutioner og læringsmiljøer
  • Øge besøgstal af gæster og turister i forbindelse med konferencer mv.
  • Øge lysten for veluddannede grønlændere til at flytte hjem til et fagligt stærkt miljø § Styrkelse af fokus på forskning der kommer det grønlandske samfund til gavn

Vil skabe kraftcenter

- Vil vi skabe et kraftcenter for forskning og uddannelse på tværs af discipliner i Grønland med potentiale for at kunne udvikle sig og have en kritisk masse, så er Nuuk simpelt hen det sted, der giver bedst mening, understreger borgmesteren, der henviser til, at langt størstedelen af de danske og grønlandske forskere, der opererer i Grønland, arbejder i eller ud fra Nuuk.

Powered by Labrador CMS