Ligestilling

Udnævnt til ambassadør for Kvinder I Bestyrelser

Great Greenlands salgschef er udnævnt til ambassadør for organisationen Kvinder I Bestyrelser, hvor hun også er indtrådt i den rådgivende bestyrelse

Bente Nørkjær Knap iklædt sælskindsvest, international salgschef i Great Greenland, er udnævnt til ambassadør for Kvinder I Bestyrelser

Bente Nørkjær Knap, som er international salgschef for Great Greenland A/S, er udnævnt til ambassadør for organisationen Kvinder I Bestyrelser, hvor hun også netop er indtrådt i den rådgivende bestyrelse.

Kvinder I Bestyrelser vil skabe vækst i op mod 5.000 kvindeejede virksomheder og samtidig give kvindelige ledere mulighed for den første bestyrelseserfaring.

- Jeg håber, jeg kan give mit bidrag ved at inddrage kvindeejede virksomheder og ledere fra grønlandske virksomheder, siger Bente Nørkjær Knap, der har været hos Great Greenland A/S et par år efter en karriere med lederposter på Ritzaus Bureau og DR.

I dag har hun ifølge en pressemeddelelse også virksomheden Nørkjær Knap Design & Innovation, hvor hun blandt andet udvikler og sælger modetøj. Det er baggrunden for, at hun er udnævnt til ambassadørvirksomhed og rollemodel for andre kvindelige virksomhedsejere, ligesom hendes ledelsesposter også giver baggrunden for fremtidigt bestyrelsesarbejde.

Great Greenland har to kvindelige bestyrelsesmedlemmer, Nauja Bianco og Karen Simonsen.

Fokus på kvindeejede virksomheder
Kvinder I Bestyrelser er stiftet af en adm. direktør, en major og prodekan samt en managementkonsulent. Målet er at skabe vækst og dermed arbejdspladser i kvindeejede virksomheder i Danmark, Grønland, Færøerne og Island og samtidig give kvinder med formel ledelse i større virksomheder mulighed for at få deres første bestyrelsespost.

Det sker ved at tilføre virksomhederne 'et unikt forretningsmæssigt tankesæt og udvikle erfaringer i spændingsfeltet mellem den enkelte virksomhed og dens bestyrelse'.

Powered by Labrador CMS