Udendørs teaterforestilling i Nuuk

Teaterforestillingen 'Trails and Tales of Nuuk' sker på kolonihavnen i hovedstaden

Offentliggjort

Tirsdag begyndte teaterbyvandringen ”Trails and Tales of Nuuk”.

Og forestillingen er en historisk byvandring i en teatermæssig ramme publikum bliver draget ind i en dramatisk skildring af livet og hverdagen særligt i Nuuk, men også i hele Grønland, helt tilbage fra Dorset-folket, op gennem kolonitiden, og til det moderne og traditionsrige Nuuk.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

- Mange er lidt historieløse og kender ikke så meget til tilblivelsen af Nuuk og hvorfor vi for eksempel har den religion vi har. Denne teaterforestilling kan bidrage til at folk får en bedre forståelse af, at vi alle ved at bo sammen her i Nuuk efterhånden kommer til at dele en fælles fortid, vi får en fælles kerne og identitet.

- Det er også et stort ønske at folk får øjnene op for vores kulturarv her i Kolonihavnen, det er ikke kun en samling gamle bygninger, det er huse som, hvis de kunne tale, kunne fortælle de mest fantastiske historier siger museumsleder Vinni Sølvblad om projektet.

Det er de tre unge skuespillere Aviaaja Petersen, Kristian Mølgaard og Najattaajaraq Joelsen, der gør fortællingen levende i Kolonihavnens autentiske kulisse. Disse har sat sig godt ind i historien, og forestillingen er lærerig, selv for folk der kender Nuuk.

Det hele er blevet til i et samarbejde mellem Grønlands Nationalteater og Nuuk Lokalmuseum, og forestillingen vises for alle byens 10. klasser, de nye elever på GUX samt nye studerende på Ilisimatusarfik. Derudover vil der også være forestillinger for offentligheden hver onsdag og lørdag frem til den 7. september.

Powered by Labrador CMS