Nuuk

Udendørs fitnessudstyr i Nuuk

Det nye fitnessudstyr, der er designet til at stå udendørs hele året, skal give borgerne mulighed for at bevæge sig på en ny måde

Kommunen lægger vægt på, at borgerne får en gratis mulighed for at træne

En tur på en romaskine eller en gang styrketræning behøver ikke længere at foregå indendørs.

To træningscentre
Nuuk får nemlig i disse dage to udendørs træningscentre. Et på radiofjeldet ved Atuarfik Samuel Kleinschmidt og et mellem Eqalugalinnguit og Akunnerit, i forlængelse af den kommende aktivitetspark.

Det nye fitnessudstyr, der er designet til at stå udendørs hele året, skal give borgerne mulighed for at bevæge sig på en ny måde.

Læs: Fire nye kunstgræsbaner indviet i Nuuk

Træne gratis
- Vi vil gerne give borgerne muligheden for at træne gratis. Vi håber, at de nye fitnessredskaber vil få folk, der i dag ikke dyrker motion, til at bevæge sig mere, og at der vil opstå et fælleskab omkring de udendørs motionscentre, fremhæver formanden for Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn, Familie og Skole, Poul Hansen (D), i en pressemeddelelse.

Supplement
Motionscentrene skal samtidig ses som et supplement til byens meget populære kunstgræsbaner.

- Der er mange unge, der ikke interesserer sig for fodbold. De skal selvfølgelig også have mulighed for at komme ud og bevæge sig i byrummet, siger Poul Hansen.

Det første udendørs træningscenter ved ASK står klar til brug fra og med mandag den 25. juli. Det andet i Nuussuaq vil være færdigt i begyndelsen af august.

Det er medarbejdere fra Skiliften Sisorarfiit, der har stået for at opstille udstyret.

Powered by Labrador CMS