Ubådsejer fængslet for uagtsomt manddrab

Der er ikke grundlag for at fængsle ubådsejer og opfinder for drab, vurderer dommer i Københavns Byret.

Opfinder Peter Madsen er varetægtsfængslet i 24 dage for uagtsomt manddrab på en svensk kvinde, men ikke for drab.

Det er konklusionen, efter at den 47-årige Madsen lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Dommer Kari Sørensen fortæller lørdag eftermiddag, at hun ikke har fundet grundlag for at fængsle Peter Madsen for drab på svenske Kim Isabell Frerika Wall.

I stedet har Kari Sørensen valgt at fængsle ham for uagtsomt manddrab. En sigtelse, der er langt mildere end drab.

Det er Peter Madsens forklaring under retsmødet, som danner grundlag for dommerens afgørelse, fortæller Kari Sørensen.

Hvad han har fortalt, ved kun Kari Sørensen, Peter Madsen og anklager Louise Nielsen. Dørene til retsmødet var nemlig lukkede under Madsens forklaring.

LÆS OGSÅ:
Ejer af hjemmebygget ubåd er sigtet for drab
Raketbygger og journalist forsvundet i ubåd ud for København
Eftersøgt ubåd er fundet sejlende i Køge Bugt

Powered by Labrador CMS