Aflyst

Tvunget til at stoppe undervisning af ordblinde

Kurserne kræver flere underviserkræfter, end Selvstyret bevilliger penge til, understreger Knud Rasmussenip Højskolia

Det kniber med at få økonomien til at slå til på højskolen

Behovet er ellers til stede.

Højskolen har modtaget hele 49 ansøgninger fra ordblinde og læse/skrivesvage borgere, som dermed ikke kommer på skolebænken i denne omgang.

Og tidligere i år har Knud Rasmussenip Højskolia afviklet et 14-dages forløb med 15 deltagere, hvor også i runde tal 50 personer havde søgt om at komme på kursus.

– Undervisningen på dette område kræver, at der udelukkende er seks elever pr. hold, lige som hvert hold kræver, at vi afser en af skolens faste lærere til eleverne. Og dermed lægger forløbene beslag på mange ressourcer, da vi udelukkende har to lærere på højskolen og også skal gennemføre andre kurser, blandt andet for psykisk handikappede, understreger højskolen i en pressemeddelelse.

Beklager
Knud Rasmussenip Højskolia betegner aflysningerne som dybt beklagelige, men fremhæver, at der ikke er andre muligheder.

Højskolen har ikke råd til at ansætte flere lærere, da der ikke er udsigt til større bevillinger fra Selvstyret. Og omvendt kan Knud Rasmussenip Højskolia rent lovgivningsmæssigt ikke kræve betaling fra kommunerne for forløbene, påpeger institutionen.

Powered by Labrador CMS