Turistmesse

Turisme-indsats har aldrig været større

I forbindelse med den store turistmesse Vestnorden Travel Mart får 50 særligt udvalgte udenlandske turistoperatører og tre internationale journalister en helt unik oplevelse, der har til formål at få endnu flere turister til Grønland.

Nu skal Grønland sælges til turistoperatører, der skal skaffe turister hertil.

Den store turistmesse Vestnorden Travel Mart afvikles fra den 18. til 20. september i Nuuk. 117 købere fra hele verden er tilmeldt og forud for selve messen har Visit Greenland været i gang med at arrangere særlige ture, der går rundt til fem forskellige destinationer i Grønland.

Logistisk udfordring

10 gæster fordeles på disse ture til Nord-, Syd-, Østgrønland, Polarcirklen og en Air Greenland ”Arctic Highlights” tur.

Arrangørerne betegner disse ture som en af de mest komplicerede logistiske operationer, der er forsøgt gennemført i regi af Vestnorden Travel Mart.

Forud for arrangementet har der i samarbejde med regionerne været mere end travlt med at planlægge et program, hvor de internationale agenter møder lokale operatører på de fem destinationer. Et sandt puslespil af aftaler, som skulle falde på plads med alle interessenter.

Personligt indblik

- De fem ture giver rejseagenterne et personligt indblik i, hvad hver enkelt område i Grønland kan tilbyde turisterne. Det er vigtigt, at rejseagenterne forstår vort land og ved selvsyn oplever det helt særlige, vi har at tilbyde. Det øger chancerne for, at de forskellige destinationer kan blive solgt til rejseagenternes kunder, siger fungerende direktør i Visit Greenland, Lykke Yakaboylu til Sermitsiaq.AG.

Det har været muligt at tilbyde de fem ture, fordi Air Greenland er gået ind som sponsor på alle flyvningerne på nær den til Østgrønland, som Air Iceland Connect er hovedsponsor bag.

Powered by Labrador CMS