råstoffer

Trist Kirkegaard tror stadig på miner i fremtiden

London Minings milliardprojekt er værdisat til nul. - Trist, siger tidligere naalakkersuisoq Jens-Erik Kirkegaard, der ikke mener, at vi på forhånd skal udelukke andre mine-muligheder

Daværende naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, da London Minings udnyttelsestilladelse blev underskrevet med selvstyret den 24. oktober 2013

Der er intet, der tyder på, at det planlagte jernmalmmine-projekt i Isua i Godthåbsfjorden nogensinde bliver til virkelighed.

Efter måneders massive økonomiske problemer er London Minings planlagte projekt nu officielt blevet afskrevet som værdiløst af sin vigtigste investor.

- Det er trist, men vi må ikke udelukke andre muligheder, eller vi kan inddele landet i zoner, som et parti (Inuit Ataqatigiit, red.) her i valgkampen har foreslået, skriver tidligere naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard på sin Facebook-profil tirsdag efter nyheden om, at Grønlands store minehåb nu officielt er værdisat til nul, som Politiken skriver.

Læs: Officielt: London Minings jernmalmmine-projekt er værdiløst

Er fortrøstningsfuld
Her henviser Jens-Erik Kirkegaard til Inuit Ataqatigiits udspil om, at landet bør inddeles i forskellige zoner. For eksempel en fiskerizone, en minezone og en landbrugszone.

- I dag er der givet 89 efterforskningstilladelser. Men her skal man være forberedt på, at kun ganske få vil starte selve minedriften. Så en efterforskningstilladelse betyder ikke nødvendigvis, at der vil starte noget op. For faktorer på verdensplan, som grønlandske politikere ikke kan ændre på, kan påvirke planerne. Ligesom det er tilfældet med jernmalmmine-projekt i Isua, hvor jernmalmpriserne er faldet og ebola-epidimien har påvirket projektet, påpeger Jens-Erik Kirkegaard.

Men fungerende naalakkersuisoq er fortrøstningsfuld.

- Projekt er nu blevet værdisat til nul. Men vi ved ikke, hvordan forholdene vil være om eksempelvis to år, siger Jens-Erik Kirkegaard.

Powered by Labrador CMS