Tre markante IA-kvinder: Partiet har brug for en stærk formandskandidat

Ane Hansen, Asii Chemnitz Narup og Aaja Chemnitz Larsen er gået sammen om et fælles opråb i forbindelse med det kommende formandsvalg i partiet

Det er tre stærke kvinder i Inuit Ataqatigiit, der nu går ud med en fælles udmelding i forbindelse med valget af en ny partiformand. Borgmestrene i henholdsvis Kommune Qeqertalik og Kommuneqarfik Sermersooq samt partiets folketingsmedlem går ud med en fælles pressemeddelelse.

- Det tre IA-profiler håber alle på, at en stærk IA-kandidat vil vise sig, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det er ikke kun Inuit Ataqatigiit der skal have en ny leder. Hele Grønland har brug for en ny ledelse og en frisk start. Derfor er valget af en kommende partiformand i Inuit Ataqatigiit af enorm vigtighed, ikke bare snævert for IA-partimedlemmerne – men for hele landet, lyder meldingen Aaja Chemnitz Larsen.

Potentiale som landets kommende leder

Adspurgt om pressemeddelelsen skal læse på den måde, at de ikke ser denne stærke kandidat blandt de to nuværende næstformænd Aqqaluaq B. Egede og Múte Borup Egede svarer Aaja Chemnitz Larsen undvigende.

- Det er rigtig vigtigt, at vi finder en stærk formandskandidat. Vi er landets næststørste parti, og der kommer til at hvile et kæmpestort ansvar på den kommende formand, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Hun forklarer, at det både handler om at finde kandidater, der klart kan fortælle, hvad de står for, men også er gode til at inddrage de øvrige kræfter i partiet.

- Det er jo ikke kun vigtigt for partiet, det er også vigtigt for samfundet, hvem der leder Inuit Ataqatigiit, forklarer hun.

Ane Hansen er inde på det samme.

- At stå i spidsen for Inuit Ataqatigiit betyder, at man også kan ende med at skulle stå i spidsen for hele Grønland. Det er derfor helt afgørende vigtigt, at formandskandidater gør sig dette klart: Det er et kæmpe ansvar og en enorm arbejdsbyrde, der venter, lyder det fra hende.

- Aaja Chemnitz Larsen, skal dette forstås på den måde, at I også efterlyser en formandskandidat, det har ambitionen om at gå efter posten som formand for Naalakkersuisut?

- Det må jo være det ultimative mål for det politiske arbejde. Vi har vist, at vi kan bidrage til en holdindsats, men det er naturligvis godt, hvis den pågældende har ambitionen om at overtage ledelse af landet.

Ane Hansen er enig.

- Det er vores mål, at en kommende formand for Inuit Ataqatigiit hurtigt også vil kunne blive landsstyreformand. I den egenskab skal der tænkes nyt og politikudvikles. Så formandsvalget i Inuit Ataqatigiit skal bruges bedst muligt og være et afsæt for endnu større ambitioner for både vores parti og vort land, lyder det fra hende.

Ny ledelse af landet

For de tre stærke kvinder handler det om, at Inuit Ataqatigiit skal fremstå som et tydeligt alternativ til de seneste års Siumut-ledede koalitionen. Dette gælder både for det politiske indhold, men nok så meget også for måden at føre politik på og ledelsesstilen i landet.

- Det kræver lederegenskaber, evnen til både at lytte og træffe afgørelser, evnen til at forstå både detaljens vigtighed og samtidig ikke miste blikket for helheden og sammenhængskraften. Inuit Ataqatigiit skal have ny formand – men hele Grønland trænger til nyt lederskab. Dét sidste især øger kun kravet til IA’s valg af formand, lyder det fra Ane Hansen.

Musketér-ed?

Og Asii Chemnitz Narup supplerer:

- De senere år har vi mistet en række bragende dygtige kvinder i grønlandsk politik. Vi har unge mennesker, der forlader Grønland, og som ikke længere tror på en fremtid her i landet. Vi oplever en splittelse og at mennesker, der er født og opvokset, har boet, arbejdet og stiftet familie i Grønland, ikke længere føler sig hjemme. Det har vi simpelthen ikke råd til som samfund.

- Inuit Ataqatigiit har brug for en formand der samler, og som ikke bare stiller sig i spidsen for partiet og udstikker kursen – men som også udstikker et reelt alternativ til de sidste mange års ringe regeringsførelse og ukonstruktive offentlige debatform. Der er brug for rummelighed, realisme og arbejdsomhed.

- Aaja Chemnitz Larsen, leder i tre i fællesskab efter en egnet kandidat?

- Det gør vi vel alle i partiet, lyder svaret efter et kort smil og en kort tøven.

- Det er ingen tvivl om, at Sara bliver svær at erstatte. Men det kan også blive en nye begyndelse, hvor vi kan gøre tingene på en lidt anden måde. En ny formand må finde sin egen måde at gøre tingene på.

- Overvejer du selv at stille op som næstformand?

- På nuværende tidspunkt ønsker jeg ikke at deltage i sådanne puslespil. Men det er vigtigt at den nye formand trækker på de kompetencer, der findes blandt de folkevalgte og vores bagland. Lige nu er der mange i partiet, der overvejer, hvad de kan byde ind med under en ny formand.

Aaja Chemnitz Larsen ser det som en af de vigtigste opgaver for en ny formand at udvikle partiets politik i fællesskab med de folkevalgte og baglandet.

- Det er nu gået næsten 10 år siden Selvstyret blev indført, men jeg mener, vi slet ikke har udnyttet de muligheder for øget selvstyre, som er indeholdt i selvstyreloven.

Powered by Labrador CMS