Onsdag, august 9, 2017 - 14:28

Totalrådgiver for Kalaallit Airports er fundet

Ingeniørfirmaet Cowi A/S skal være totalrådgiver for Kalaallit Airports A/S for anlæggelsen af lufthavene i Ilulissat, Nuuk samt Qaqortoq
Foto: Leiff Josefsen
Det rådgivende ingeniørfirma Cowi A/S bliver projekterende totalrådgiver for Kalaallit Airports A/S, når de nye landingsbaner i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk skal bygges
 

Ingeniørfirmaet Cowi A/S bliver projekterende totalrådgiver for Kalaallit Airports A/S.

Et enigt bedømmelsesudvalg har peget på Cowi A/S som totalrådgiver for de nye landingsbaner, efter et udbud hvor ingeniørfirmaet var i konkurrence med et islandsk og et andet dansk/grønlandsk rådgivende ingeniørfirma, oplyser Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.

Dermed skal Cowi A/S være totalrådgiver for Kalaallit Airports A/S for anlæggelsen af lufthavene i Ilulissat, Nuuk samt Qaqortoq.

Læs: Lufthavnspakke i proces - men Qaqortoq Lufthavn udfordrer

Projektering går i gang
Cowi har det grønlandske rådgiverfirma Masanti A/S som underrådgiver. Det vil blandt andet sikre, at der lokalt opbygges viden og kompetencer om projektering af lufthavne.

I dag, onsdag, går arbejdet med projekteringen af en 2.200 meter bane i den nye Ilulissat Lufthavn i gang. 1. oktober gælder det Nuuk Lufthavn, hvor der også skal projekteres en 2.200 meter bane, og et par måneder senere begynder projektering af lufthavnen i Qaqortoq, hvor der skal bygge 1.500 meter bane.

Læs: Sådan vil den nye lufthavn komme til at se ud

Næste fase
For hvert af de tre projekter forventes projekteringen at vare otte måneder. Derefter vil opgaven med rent faktisk at anlægge lufthavnene blive sendt i udbud.

- Vi glæder os over den fremdrift der er i planlægningen af projekterne. Arbejdet forløber fortsat i henhold til vores tidsplan, og vi oplever et positivt tværfagliglig samarbejde med myndigheder og luftfartsbranchen. Med totalrådgiveraftalerne på plads, ser vi frem til næste fase i projektet, siger administrerende direktør i Kalaallit Airports, Steffen Ulrich-Lynge, i en pressemeddelelse.

Det forventes, at Qaqortoq Lufthavn vil være færdig i november 2020, og Ilulissat og Nuuk i oktober 2021.

Læs: Arkitektkonkurrence om nye lufthavne

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit