Top-ledere sætter fokus på iværksætteri

En lang række topfolk i grønlandsk erhvervsliv går nu aktivt ind i opgaven med at få integreret entreprenørskab og iværksætteri i det grønlandske uddannelsessystem.

Den nye bestyrelse i Fonden for Entreprenørskab holdt sit første møde tirsdag på Inuk Hostels i Nuuk.
Offentliggjort

Tirsdag blev 13 bestyrelsesmedlemmer valgt ind i Fonden for Entreprenørskab og administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen fra Air Greenland blev valgt som formand for fonden, som Selvstyret har været med til at etablere.

Bestyrelsen

Formand Jakob Nitter Sørensen, Air Greenland

Næstformand Gitte Adler Reimer, Grønlands Universitet

Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv
Anette Lings, Hotel Sisimiut
Julia Pars, Visit Greenland

Mikael Thinghuus, Royal Greenland
Thomas Tyt Mogensen, BankNordik
Sarah Rødgaard, skoleinspektør i Qaqortoq
Christian Wenneke, Greenland Business
Juliane Henningsen, Arctic Circle Business
Marie Fleischer, Mittarfeqarfiit
Birthe Møller Therkildsen, IMAK/Lærernes Fagforening i Grønland
Christian Vintergaard, Fonden for Entreprenørskab

God mening

- Det giver god mening for mig at gå ind i dette arbejde, hvor vi gerne vil motivere elever til at blive entreprenører og iværksættere, når de en gang er færdiguddannet, fortæller Jacob Nitter Sørensen til Sermitsiaq.AG.

- Det er tydeligt, at det motiverer elever, men også lærere, når de får mulighed for at videreudvikle sig og tilegne sig nye kompetencer, siger Air Greenlands direktør, der har oplevet, hvordan man kan mærke begejstringen og entusiasmen hos dem, der har været med i forløb, hvor undervisningen har fokus på entreprenørskab og iværksætteri.

På finansloven

Fonden er på finansloven med 1,4 millioner kroner, men succesen for at det skal ende i langt flere iværksættere, der kan skabe nye og vigtige arbejdspladser i Grønland, afhænger af, at erhvervslivet tager aktiv del i fondens arbejde og bidrager med sponsorater.

Om fonden Kalaallit Nunaat

I 2017 etablerede Selvstyret i Grønland et samarbejde med den danske fond, Fonden for Entreprenørskab, i målet mod at få innovation og entreprenørskab ind i uddannelser og skoler.

Fonden består af 8 regioner med egne bestyrelser, og i 2017 blev et sekretariat oprettet i Grønland og Julie Rademacher blev udpeget til regionsleder.

Har til formål at udbrede og forankre entreprenørskabs-undervisning i de grønlandske skoler og uddannelser.

- Air Greenland går ind og støtter med gratis flyrejser til projektet. Som flyselskab er vi også afhængige af, at der kommer nye unge på arbejdsmarkedet, der besidder kompetencer inden for innovation og entreprenørskab, forklarer Jacob Nitter Sørensen.

Tilpasses Grønland

Han oplyser, at modellen er kendt og gennemprøvet i Danmark med gode resultater. Nu skal arbejdet tilpasses det grønlandske samfund.

- Dette arbejde passer godt ind i processen med at udvikle samfundet, så det baserer sig på en selvbåren økonomi, fastslår Air Greenland-direktøren.

Powered by Labrador CMS