To virksomheder på fornem top 10 liste

I en brancheanalyse om den danske fødevareindustri kommer to grønlandske selskaber ind på flotte placeringer, når man måler på virksomhedernes omsætning.

Polar Seafood indtager syvendepladsen over virksomheder inden for den danske fødevareindustri, der har den største afkastgrad.

Jyllands-Postens erhvervstillæg har i dag onsdag en større brancheanalyse af fødevareindustrien, og målt på omsætningen i 2017 kommer to grønlandske virksomheder ind på en tredje- og femteplads.

Mælk og svin overgår fisk

Det er den selvstyreejede virksomhed Royal Greenland, der indtager tredjepladsen i kraft af en omsætning, der er opgjort til 5,6 milliarder kroner.

Royal Greenland overgås af mælkegiganten Arla som har en omsætning på knap 77 milliarder kroner, mens slagterivirksomheden Danish Crown indtager andenpladsen med en omsætning, opgjort til 62 milliarder kroner.

En anden slagterivirksomhed Tican indtager fjerdepladsen med en omsætning, der er tæt på fem milliarder kroner.

Polar Seafood kravler med en omsætning på 3,2 milliarder kroner ind på femtepladsen.

Polar Seafood sikrer afkast

Analysen leverer også en top 10 liste over de virksomheder, som er vokset mest set i forhold til året før. Her finder man hverken Royal, Greenland eller Polar Seafood.

Afkastgrad

Afkastningsgraden er beregnet som resultat af primær drift (EBIT) divideret med gennemsnitlige aktiver og siger noget om virksomhedernes evne til at skabe overskud i forhold til, hvor mange penge der er bundet i virksomheden.

Derimod indtager Polar Seafood syvendepladsen, når det gælder hvilke virksomheder, der er bedst til at skabe afkast. På den liste optræder Royal Greenland ikke.

BIQ står bag

Afkastningsgraden i 2017 for Polar Seafood lå således på 10,49 procent.

Det er erhvervsdatabasen BIQ, der står bag analysen, oplyser avisen.

Powered by Labrador CMS