De to store vil ikke pille ved partistøtten

De to store partier – Siumut og IA – ser ingen grund til at ændre partistøtten, som Demokraterne ellers har foreslået. Længere debat om emnet, hvor Kim Kielsen måtte belære Inatsisartut-medlemmerne om demokratiets magtdeling.

Kim Kielsen fastslog, at det var inatsisartut-medlemmerne selv og ikke en opgave for naalakkersuisut at fastlægge rammerne for partistøtten, som Demokraterne ønsker ændret.

Demokraterne ønsker partistøtten ændret på en måde, hvilket samlet set vil reducere udgifterne med 20 procent, hvilket svarer til 2.725.600 kroner årligt.

Gå foran, politikere

Forslagsstilleren Randi Vestergaard Evaldsen mente, at politikerne skulle gå foran og vise, at der kan spares på partistøtten, før man begynder at kræve besparelser i centraladministrationen eller andre forhold i samfundet.

Et forslag, der ville betyde, at de største partier ville få færrest penge til partikassen.

Múte B. Egede fra IA mener ikke, at lovforslaget kan stå alene, uden at man får en debat om, hvordan Inatsisartut skal udvikle sig i fremtiden.

Jess Svane fra Siumut mener ikke, at det er passende, ”at man i det politiske arbejde, hvor der pålægges partierne mere ansvar, at man skal skære ned på tilskuddene”.Han ønsker, at forslaget bliver videresendt til formandskabet til vurdering.

Partihop skal koste

På et punkt kunne Jens Napaattooq fra Partii Naleraq støtte Demokraternes forslag.

- Det skal ikke være muligt for en partihopper at tage partistøtten med over i det nye parti, fastslog Jens Napaattooq, der afviste de øvrige elementer i det forslag, som Demokraterne har fremlagt.

Spar de danske oversættelser

Aleqa Hammond var ikke i tvivl om, at der kunne spares og pegede på de store udgifter, som partierne har med at få oversat deres informationsmateriale.

- Vi kan spare oversættelser til dansk væk og spare et millionbeløb. Hvis der skulle være særlige behov for at få noget oversat kunne det være en opgave for administrationen eller bureauet, sagde Aleqa Hammond.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen fastslog, at det ikke var Naalakkersuisut, som skulle komme med forslag om partistøtten, idet opgaven alene hører hjemme i Inatsisartut-salen og hos Inatsisartut-formandskabet.

Arbejdsgiver eller ej?

Jens Napaattooq var skuffet over, at Kim Kielsen som formand for Naalakkersuisut ikke blandede sig mere i debatten om partistøtten.

- Du er vor arbejdsgiver, fastslog Partii Naleraqs ordfører.

Her måtte Kim Kielsen give en belæring om magtdelingen i et demokrati.

- Nej, det er ikke Naalakkersuisut, der er din arbejdsgiver. Det er befolkningen, svarede Kim Kielsen, der over for Aleqa Hammond gjorde opmærksom på, at man i Inatsisartut kan benytte det danske sprog, men at man naturligvis skulle have fokus på en sprogdygtiggørelse, så grønlandsk på et tidspunkt kan stå alene.

Sendt til formandskabet

Forslaget blev efter Kim Kielsens anbefaling sendt til videre behandling i Inatsisartuts formandskab.

Powered by Labrador CMS