redning

To personer reddet fra redningsflåde

To personer blev tidligt onsdag morgen reddet fra en redningsflåde nord for Skagen. Det oplyser vagtholdslederen fra Forsvarets Operationscenter.

Forsvarets Operationscenter måtte i aktion natten til onsdag. Billedet er fra politiets kommandocentral.

- Vi fik en redningshelikopter ud til stedet sammen med nogle andre enheder. Redningshelikopteren tog de nødstedte om bord og fløj dem ind til land, fortæller vagtholdslederen.

Lille fiskekutter

Personerne var sejlet ud i en lille fiskekutter, der på ganske kort tid havde taget vand ind og var sunket.

- De to personer om bord nåede at få deres overlevelsesdragt på og komme i redningsflåden, siger vagtholdslederen.

Det var omkring klokken 04.30, at Forsvarets Operationscenter fik en melding om de to nødstedte.

Det var en færge, der havde spottet redningsflåden i vandet.

Et nødblus

De to nødstedte personer havde nået at få et nødblus med sig, og det var det, som først fangede færgens opmærksomhed.

- De observerer allerførst et nødblus, og så ser de umiddelbart efter, at der ligger en redningsflåde i vandet, siger vagtholdslederen.

De to personer er ikke kommet til skade og har det ifølge vagtholdslederen fint omstændighederne taget i betragtning.

Powered by Labrador CMS