Klarhed

Hvad tjener rigsfællesskabet på Thulebasen?

Siumuts Doris Jakobsen vil vide, hvad den økonomiske gevinst ved Thulebasen er for Danmark og Grønland. Hun stiller spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard fra Radikale Venstre

Doris Jakobsen, Siumut, vil vide, hvor meget Danmark og Grønland tjener på at have udlånt et stykke land til USAs militære aktiviteter

Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut, forsøger at få klarhed over, hvad den økonomiske gevinst er for Danmark og Grønland ved, at Thulebasen befinder sig i Grønland. Samtidig ønsker hun klarhed over, om regeringen har sikret sig, at de servicekontrakter, som dansk/grønlandske firmaer allerede har, forbliver i rigsfællesskabets regi.

Derfor har hun stillet følgende spørgsmål til Martin Lidegaard, udenrigsminister, Radikale Venstre:

- Vil ministeren oplyse, hvad rigsfællesskabet tjener på årsbasis ved, at Thule Air Base befinder sig på rigsfællesskabets jord, herunder hvorledes fordelingen af disse indtægter er mellem Danmark og Grønland.

- Hvilken sikkerhed har Danmark/Grønland for, at de servicekontrakter på Thule Air Base, som i dag er tildelt dansk/grønlandske firmaer, forbliver i hænderne på virksomheder fra rigsfællesskabet.

Doris Jakobsen begrunder sine spørgsmål med, at der er megen usikkerhed om Thule Air Bare/Pituffik.

- Hvordan fordeler værdien af Thule Air Base sig mellem Grønland og Danmark? Samtidig ved vi ikke, om der er nogen garanti for, at det firma, som vi selv er medejere af, Greenland Contractors, overhovedet kan få lov at fastholde sine kontrakter i Thule. Jeg synes, det er vigtig, at Grønland og rigsfællesskabet får maksimal udbytte af at låne vores land til en amerikansk militærinstallation, og at det er på tide, at alle forhold omkring Thule Air Base bliver klarlagt for det grønlandske folk.

Powered by Labrador CMS