Titanium-projekt: Mere råstof end forventet

Der er rigeligt af råstoffet ilmenit til at det kan betale sig at udvinde. Det viser en uvildig undersøgelse fra en anerkendt virksomhed

Råstofferne ligger nærmest på stranden

Direktør Hans Jensen fra Dundas Titanium er en glad mand i disse dage. Selskabet har nemlig netop kunnet offentliggøre et tal, der viser, at der ligger 96 million tons ilmenit med en lødighed på 6,9 procent i projektområderne omkring Moriusaq.

- Nu har vi vished for, at der er det, som vi forventede. Faktisk er der lidt mere end vi turde håbe på, siger Hans Jensen til Sermitsiaq.AG.

Forventer endnu større fund

Det er det verdensomspændende selskab SRK Consulting, der står bag tallene på baggrund af sidste års undersøgelser, der omfatter prøveboringer. SRK er specialiseret i at udarbejde netop sådanne estimater over forekomsten af råstoffer.

- De går kun ud med tal, som de kan stå 100 procent inde for. Det her er meget vigtigt for investorerne, der nu kan se, at der er gode grunde, til at putte penge i dette projekt, forklarer Hans Jensen.

Ud over projektområdet omkring Moriusaq, så er der identificeret et nyt område ved Iterlak-deltaet. Og det er i de to områder tilsammen, at de mindst 96 millioner tons skal findes.

- Virksomheden har derudover en licens til efterforskning efter mineraler offshore, som det første selskab nogensinde i Grønland. Det forventes, at der i umiddelbar tilknytning til kyststrækningen (på vand siden) ligger en forekomst, der er endnu større end den der forefindes på land. Hvis denne formodning holder stik, vil den samlede forekomst være helt unik og uden sidestykke til, hvad man kendskab til i dag world wide, siger Hans Jensen.

Interesse fra investorer

Dundas Titanium forventer, at selskabet til sommer kan aflevere sin ansøgning om en udnyttelsestilladelse. Lønsomhedsstudiet (feasebility study) er ved at blive færdiggjort som del af den samfundsmæssige konsekvensanalyse (SIA) og det sidste data til miljøvurderingen (VVM) skal indsamles denne sommer. Begge dele skal være på plads ved en ansøgning.

- Vi har investorer på plads, så vi kan gennemføre dette års program og starten af næste års, siger Hans Jensen.

Med de positive tal fra SRK vil Dundas Titanium, hvis selskabet får en udnyttelsestilladelse, stå stærkt med hensyn til at skaffe investorer til selve udvindingen.

- Vi har gode kontakter og positive indikationer fra en række investorer, siger Hans Jensen.

Flere projekter gavner landet

Han håber på, at det kan lykkes at få udvindingen i gang hurtigst muligt. Det vil være godt for projektet, da titanium-priserne for tiden er høje. Men det vil også være godt for landet, da det vil kunne trække andre - og større - projekter efter sig, vurderer Hans Jensen.

- Det er godt, 'at træde sine barnesko' med sådant et forholdsvis overskueligt og enkelt projekt. Det er relativt lige til at gå til, og jo flere projekter der er i gang, jo stærke bliver Grønlands omdømme som mineland, siger direktøren.

En af styrkerne ved projektet er, at titanium-råstoffet, ilmenit, lidt forenklet sagt, kan samles op på stranden. Koncentrationen af ilmenit i området er den højeste på verdensplan.

Powered by Labrador CMS