svindel

Tiltale: Advokater forsøgte at skjule 86 millioner i grønlandsk vandprojekt

En omfattende svindelsag mod tre danske advokater trækker tråde til Grønland.

I morgen starter en omfattende sag om skyldnersvig og mandatsvig mod de tre advokater Johan Schlüter, Susanne Fryland og Lars Halgreen. De er tiltalt for at snyde deres klienter for 175 millioner af kroner. 86 millioner kroner forsøgte de ifølge anklagen at skjule i et grønlandsk vandprojekt. Det skriver Jyllands Posten og Berlingske.

De tre advokater forvaltede copyright-pengene for film- og tv-producenterne. Men ifølge anklagen beholdt de en stor del af pengene selv. Under oprydningen i sagen forsøgte de tre ifølge bagmandspolitiet at snyde kreditorerne for 86 millioner kroner ved at overføre ejerandele i et grønlandsk vandprojekt til selskabet Aqua Green Holding ejet af deres ægtefæller.

Ejede ingen andel
Som Sermitsiaq tidligere har afdækket, havde Aqua Green Holding tilsyneladende slet ingen andel i det grønlandske vandprojekt. I et salgsdokument hævdede Aqua Green Holding ellers, at de har en ejerandel på 25 procent i det grønlandske selskab North Atlantic Fresh Water Alliance (NAFWA) og en kommissionsaftale om at få 3,33 procent af NAFWA’s bruttoindtægter.

LÆS OGSÅ: Grønlandsk virksomhed trukket ind i svindelsag

Men NAFWA’s bestyrelsesformand Jan Richard afviste i juli sidste år over for Sermitsiaq, at Aqua Green Holding skulle have haft en ejerandel i NAFWA, eller at der skulle have været en kommissionsaftale mellem parterne.

Han påpegede desuden, at NAFWA endnu ikke havde eksporteret vand, og kun var i besiddelse af en forundersøgelsestilladelse.

Powered by Labrador CMS