Tillykke Grønland

Det var et historisk øjeblik, præget af højtidelighed i en afslappet og folkelig atmosfære, da Jonathan Motzfeldt og Christian Mejdahl overrakte selvstyrebetænkningen til statens og hjemmestyrets politiske ledere.

Folk strømmede til Katuaq da formændene for den grønlandsk-danske selvstyrekommissionen tirsdag formiddag overrakte kommissionens betænkning til landsstyreformand Hans Enoksen og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

-Det er en stor dag i Grønlands og Danmarks fælles historie, sagde Anders Fogh Rasmussen.

-Stor tak til statsministeren, du har skrevet dig ind i historien som den statsminister som gav det grønlandske folk retten til selvsbestemmelse, sagde landsstyreformand Hans Enoksen.

Formændene for den grønlandsk-danske selvstyrekommission, Jonathan Motzfeldt (Siumut) og Christian Mejdahl (V) sagde stort set det samme i deres taler, og de udtrykte samstemmende et ønske om, at de unge vil tage selvstyret til sig og diskutere forslaget til selvstyrelov og dets indhold.

- Det er de unge, der skal føre selvstyrelovens idé ud i livet.

Begge formænd betegnede de 30 år med hjemmestyre som en succes.

- Grønland har udviklet sig til et moderne arktisk samfund, og det er beviset på at hjemmestyret har været en succes, sagde formændene og statsministeren supplerede med at sige, at ideen med at datidens politikere var fremsynede, da de i sin tid indførte indføre hjemmestyre. Han var dog tilbageholdende med at bruge ordet selvstændighed, men brugte konekvent vendingen "øget selvstyre".

- I dag har vi søsat et skib med kurs mod øget selvstyre for Grønland. Regeringen vil fuldt ud støtte grønlandske ønsker om mere selvstyre, sagde Anders Fogh Rasmussen, der også understregde at et folks selvbestemmelse er afgørende for ham. Han sagde også, at regeringen forventer bedre forhold indenfor sundhed og sociale forhold som følge af et udvidet selvstyre.

Alle talere udtrykte en tro på, at båndene mellem Grønland og Danmark ikke vil svækkes, men derimod blive styrket, når Grønland får selvstyre.

Både Anders Fogh Rasmussen og Christian Mejdahl blev tydeligvis smittet af den glade stemning, som de hundredvis af tilstrømmende tilhørere i Katuaq viste i form af klapsalver og hurraråb. Under sangkorets NIPE's sidste sang rejste de sig op og klappede og svingede i takt med sangen med deres grønlandske kolleger....

Der er folkeafstemning om selvstyrebetænkningen den 25. november i år, og det forventes at selvstyret indføres 21. juni 2009.

Alle taler kan downloades på højre side.

Powered by Labrador CMS