Tillie kom ind i varmen

For seks uger siden eksisterede Samarbejdspartiet ikke. Nu skal Tillie Martinussen repræsentere det nystiftede parti i Inatsisartut

Tillie Martinussen bliver Samarbejdspartiets enlige repræsentant i Inatsisartut.

Michael Rosing, formand for Samarbejdspartiet, der højlydt går ind for en udvikling af Rigsfællesskabet, kan dårligt få armene ned.

- Jeg er vildt lykkelig over valgresultatet. På seks uger er det lykkedes os at få en plads i Inatsisartut. Vi startede med ingenting. Ingen mennesker. Ingen penge. Intet partiprogram. Og nu står vi her. Jeg er pavestolt og superglad, siger Michael Rosing, der ikke selv blev topscorer blandt partiets otte kandidater. Det blev Tillie Martinussen, som snupper pladsen i Inatsisartut.

Vil stå udenfor en koalition

- Jeg er rigtig glad for, at Tillie bliver Samarbejdspartiets repræsentant. Hun er knalddygtig, siger Michael Rosing, der ikke vil forsøge at gøre Samarbejdspartiet til en del af en koalition.

- Nej, vi vil hellere være i opposition og med klar og tydelig stemme sige vores uforbeholdne mening, lyder det fra partiformanden, der er mest overrasket over Demokraternes store fremgang, ligesom det ikke undrer ham, at de to store partier, IA og Siumut, går tilbage.

- Sådan må det være, når der melder sig flere nye og små partier på banen.

Tillie Martinussen er ligesom Michael Rosing oppe at svæve over valgresultatet.

- Jeg er dybt taknemmelig over, at vi kunne nå dette resultat på så kort tid.

Powered by Labrador CMS