Qaanaaq

Tilbagekalder alle licenser til fangst af hvidhvaler

Manglende rapporteringer stopper midlertidig fangst af hvidhvaler i Qaanaaqs forvaltningsområde. Myndighederne afventer resultat af undersøgelse og alle fangstrapporter

Arkivfoto fra Qaanaaq

Gentagne observationer af urapporterede fangster og dermed risiko for reel overfangst fører nu til, at Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug sammen med Qaasuitsup Kommunia midlertidigt stopper fangsten af hvidhvaler i Qaanaaq.

Sådan meddeler de i en pressemeddelelse.

Som Sermitsiaq.AG kunne fortælle i artiklen ’Politiet undersøger mulig overfangst af hvidhvaler i Qaanaaq’ fra 14. oktober, så efterforsker politiet i Qaanaaq en mulig overfangst af hvidhvaler. Det sker, efter at ekstraordinært mange hvidhvaler svømmede ved strandkanten i Qaanaaq i slutningen af september og i begyndelsen af oktober.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har bedt Qaasuitsup Kommunia om at tilbagekalde alle licenser til hvidhvalfangst, der hermed er ugyldige, indtil undersøgelsen er afsluttet, og alle fangstrapporter er modtaget.

Læs: Glæden er ovre i Qaanaaq

Al fangst af hvid- og narhvaler skal rapporteres
- I henhold til selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af hvid- og narhvaler skal al fangst, bifangst og anskydning af hvid- og narhval rapporteres hurtigst muligt på det særmeldingsskema, der følger med licensen til den enkelte fanger, gør departementet opmærksom på.

Samtidig påpeger departementet, at kommunen er ansvarlig for at etablere en sikker kontrol af kvoter, således at kvoterne ikke overskrides, og at fangsten øjeblikkeligt standses, når kvoten er opbrugt.

- Ved overfangst af hvidhvaler i Qaanaaq i de første år af den fire-årige tekniske kvote vil det betyde en meget lav kvote de efterfølgende år. I henhold til bekendtgørelsen skal alle spiselige og andre brugbare dele hjemtages eller deponeres. Flænsningsområdet skal være ryddet for ubrugelige rester, forklarer Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Departementet ønsker også at gøre fangere opmærksom på, at gentagne manglende fangstrapporteringer påvirker størrelsen af hvid- og narhvalfangstkvote i fremtiden.

Læs mange flere artikler om Qaanaaq her

Powered by Labrador CMS