Gå til hovedindhold

Thomsen: Kielsen har ringet til mig

Formanden for Demokraterne, Niels Thomsen bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at Siumuts formand Kim Kielsen har kontaktet ham, men Thomsen tager situationen med sindsro; partiet har ikke tænkt sig at være redningskranse for en forlist koalition.

- Først og fremmest beklager jeg over for det grønlandske samfund, hvad den nu forliste koalition har udsat landet for blot fem måneder efter koalitionsdannelsen, det sætter vort land i et meget alvorligt troværdighedsproblem. Dernæst kan jeg bekræfte, at jeg er blevet kontaktet af Kim Kielsen, men samtalen var meget ukonkret, siger Demokraternes formand, Niels Thomsen

Niels Thomsen understreger at partiet på ingen måde vil agere redningskranse for en forlist koalition, hvor det bare gælder om at danne en ny koalition for koalitionens skyld. Han forventer at Kielsen kommer med en række politiske indrømmelser.

- Under forhandlingerne (tilbage i april, red.) nægtede Kielsen at komme os i møde på en række punkter, blandt andet på uddannelsesområdet, skatteområdet og erhvervsområdet, hvori også spørgsmålet om selskabsskatten indgik. Det førte til, at vi valgte at trække os fra forhandlingerne. Såfremt Kielsen vitterligt ønsker at opnå realitetsforhandlinger med os nu, så må han komme med indrømmelser over for os og vores politiske mærkesager, før vi tilkendegiver yderligere drøftelser om mulig koalitionsdannelse, forklarer Niels Thomsen (D)

Handlekraft efterlyses

Men også det helt principielle omkring landets ledelse optager Niels Thomsen meget:

- Formanden for Naalakkersuisut må udvise handlekraft, vedkommende må udvise klare retningslinjer for, hvordan landet skal ledes. Det nytter ikke noget at lade tingene sejle sin egen sø. Det er landet og befolkningen ikke tjent med, påpeger Niels Thomsen (D)

Adspurgt om Demokraterne kan forlige sig med, at der i morgen bliver skrevet under på en aftale mellem Grønland og Danmark omkring infrastrukturudbygningen, svarer Thomsen:

- Vi har ikke fået adgang og dermed indblik i, hvad aftalen indeholder. Vi har heller ikke fået vished, om andre mulige investorer på lige fod med den danske regering har fået mulighed for at byde ind på projektet. Så det er ikke muligt for mig at melde ud, hvorvidt vi kan gå med til selve aftalen, men ingen skal være i tvivl om, at vi vil lufthavnspakken, der skal dog ikke være forskelsbehandling af mulige investorer, understreger formanden for Demokraterne Niels Thomsen over for Sermitsiaq.AG

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER