internet

Tele-Post beskyldes for at tage alle fordele

Privat tv-station får lukket sine netforbindelser til kunderne i forbindelse med udbygningen af søkablet. Tele-Post's egne internetkunder rammes ikke.

Nanoq Media har for en stund måttet lukke midlertidigt ned for internettet i flere byer som følge af udbygningen af søkablet nordover.

Det skriver avisen AG.

Det betyder, at den private virksomheds kunder ikke kan koble sig på nettet i ni dage, selv om de har betalt for ydelsen. Det gælder blandt andet de mange kunder i Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat.

Samtidig leverer Tele-Post internet til sine egne kunder uden problemer. Bestyrelsen i Nanoq Media beskylder derfor Tele for at give sig selv fordele og Nanoq Media alle problemerne.

Ingen logik

- Vi kan ikke se logikken i, at det internet, vi udbyder, skal være slukket i en periode, hvis det internet, som Tele-Post udbyder, kan køre videre uden problemer. Vi har rettet henvendelse til Tele-Post for at få en forklaring på, hvorfor det forholder sig på den måde. Men de har ikke reageret på vores henvendelse, siger Peter Frederik Lyberth, bestyrelsesformand i Nanoq Media, der tidligere hed Nuuk TV.

Tele-Post oplyser til AG, at forskelsbehandlingen skyldes, at Nanoq Media bruger et søkabelben med forbindelse til Island, mens andre internetudbydere bruger andre forbindelser.

Nyt forretningsområde

Nanoq Medias forretningsområde - salg af internetforbindelser – opstod i sidste år.

Læs hele artiklen i avisen AG, som du kan få digital adgang til via linket herunder:

Powered by Labrador CMS