Økonomisk Råd

”Vi vil tabe flere ungdomsårgange”

Økonomisk Råd forudser, at man vil tabe flere ungdomsårgange i folkeskolen, fordi den nødvendige reform udebliver og tidligst kan blive gennemført i 2020 eller 2021.

Økonomisk Råd mener, at det er afgørende, at der sættes ind med en folkeskolereform hurtigst muligt, så man ikke taber for mange ungdomsårgange.

Det fremgår af Økonomisk Råds 2017-rapport, som Sermitsiaq.Ag har fået indsigt i forud for præsentationen på et pressemøde på onsdag.

Lang tid

Rådet bemærker, at det forberedende arbejde først skal være klar i 2019, og før loven er vedtaget, kan der gå yderligere et par år.

- Omkostningen ved en så langstrakt proces er, at flere ungdomsårgange tabes igennem uddannelsessystemet. De bindende begrænsninger for fremskridt på uddannelsesområdet er ikke de institutionelle forhold, fastslår rådet.

Læs også: Økonomisk Råd savner en samlet lufthavns-analyse

Derimod er hovedproblemet de grundlæggende faglige forudsætninger for folkeskolen, som det siges, og rådet tilføjer:

- … og dermed mulighederne for at få gode afgangsresultater og et godt udgangspunkt for at komme videre i uddannelsessystemet”.

- Elever, der klarer sig godt i 3. klasse, vil også i de fleste tilfælde få en pæn afgangseksamen og komme i gang med en uddannelse. Omvendt forholder det sig for elever, som klarer sig mindre godt i 3. klasse.

Tidlig indsats nødvendig

Rådet mener, at dette understreger betydningen af en tidlig indsats i folkeskolen for at give eleverne et faglig løft og for at mindske forskellige barriere for den enkelte elevs indlæringsmuligheder og motivation.

Læs også: Økonomisk Råd er stærkt kritisk over for fiskerilov

- Løses disse problemer ikke bedre end i dag, vil de uddannelsesmæssige problemer bestå, og det vil være meget svært at rette op på dem efter endt skolegang. Også med en institutionel reform af uddannelsessystemet. Hovedudfordringen er at sætte ind i forhold til disse problemer – og sikre et samarbejde mellem forældre, lærere og politikere for at skabe grundlag for forbedringer på området, skriver rådet i sin rapport.

Powered by Labrador CMS