Thule Air Base

Svend Hardenberg afviser kendskab til ønske om Pituffik-møde

Tidligere bestyrelsesformand i Greenland Holding Vagn Andersen forsøgte i sommeren 2013 at mødes med daværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond. Et møde om Thule Air Base, som daværende departementschef afviser at have kendskab til

Svend Hardenberg

Havde virkeligheden med Thule Air Base set bedre ud i dag, hvis selvstyrets selskab Greenland Holding havde fået et møde i sommeren 2013 med daværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut, som selskabet ønskede?

I hvert fald skrev avisen Sermitsiaq 12. december 2014, at tidligere bestyrelsesformand i Greenland Holding Vagn Andersen mener, at det forhenværende Naalakkersuisut burde have været mere opmærksom på servicekontrakten og den amerikanske tilstedeværelse på Thule Air Base (Pituffik).

Den tidligere bestyrelsesformand i Greenland Holding, som i syv år var selvstyrets repræsentant i Greenland Contractors, kritiserede i avisen Grønlands rolle, som førte til, at Greenland Contractors mistede milliardkontrakten på den amerikanske militærbase.

- Vi har i flere omgange i sommeren 2013 forsøgt at mødes med daværende formand for Naalakkersuisut. Formålet med et møde var at informere Naalakkersuisut om faren ved, at et amerikansk eller andet udenlandsk selskab bliver overdraget servicekontrakten, sagde Vagn Andersen til Sermitsiaq.

Læs: Departementschef Svend Hardenberg fritaget fra tjeneste

Hardenberg afviser
Men det forstår Svend Hardenberg, som tirsdag blev 'fritaget fra tjeneste' med øjeblikkelig virkning og på ubestemt tid, ikke noget af.

- Jeg har ikke kendskab til, at Vagn Andersen har forsøgt at mødes med den nu tidligere landsstyreformand om sagen. Han har ikke i den forbindelse kontaktet mig for at holde møde om sagen.

- Jeg kan dog oplyse, at jeg har haft møde med den administrerende direktør i Greenland Holding, Karsten Høy, som havde overtaget pladsen efter Vagn Andersen i Greenland Contractors' bestyrelse. Mødet omhandlende optakten til afgivelse af bud fra Greenland Contractors' side. Her opfordrede han undertegnede til at tage et møde med den administrerende direktør i Greenland Contractors, Peter Kofoed, hvilket også blev gjort ved førstkommende lejlighed, i København, sagde Svend Hardenberg til Sermitsiaq tilbage i december.

Naalakkersuisut-formanden har oplyst, at han ikke ønsker at kommentere Svend Hardenbergs fritagelse yderligere, da der er tale om personaleforhold. Dermed kan offentligheden ikke få at vide, hvorfor landets øverste embedsmand er blevet fritaget fra tjeneste på ubestemt tid.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS