Amerikanere bekymrede:

Sværm af grønlandske isbjerge truer sejlads

Isbjerge hobede sig pludselig op og forstyrrede skibstrafikken

En sværm på over 400 isbjerge fik i sidste uge den amerikanske kystvagts ispatrulje til at slå alarm.

Det udsædvanligt høje antal af flydende bjerge påvirkede en overgang den kommercielle skibstrafik i området ud for den amerikanske østkyst, skriver blandt andre The Huffington Post.

Antallet af isbjerge steg fra 37 til ikke mindre end 450 på under en uge.

Læs: Gigant-isflage ved at knække af ved Antarktis

- Jeg har omkring ti års erfaring med ispatruljen, og i min tid eller hvad jeg har hørt fra andre, der har været her længere, har jeg aldrig set eller hørt om noget lignende, siger Gabrielle McGrath, leder af ispatruljen, til avisen.

Vind og global opvarmning
Det er ifølge flere amerikanske medier en kraftig vind, der er skyld i ophobningen af grønlandske isbjerge i området.

- De fleste isbjerge, som kommer ind i den nordatlantiske sejlrende stammer fra gletsjer på Grønlands vestkyst, fastslår kystvagten over for medierne og forklarer, at bjergene normalt er mellem et og tre år undervejs.

Forskerne advarer om, at den globale opvarmning vil medføre flere isbjerge i området og henviser til en undersøgelse, der blev offentliggjort i Nature Communications for ti dage siden. Heri advarer forskerne om, at nedsmeltningen ved de grønlandske kyster allerede har nået et vendepunkt.

Powered by Labrador CMS