Gå til hovedindhold

Succestræner rejser: Skal stå i spidsen for svensk futsal-klub

Efter Tekle Ghebrelul førte B-67 til holdets 13. mesterskab søndag, rejste han mandag til Danmark, hvor han efter Uefa-kursus i Finland skal stå i spidsen for den svenske futsal-klub Örebro. - Men det er ikke et endegyldigt farvel til Grønland, siger han

Træneren for mesterholdet B-67, Tekle Ghebrelul, forlader klubben og flytter til Sverige. 

Han skal i de næste to sæsoner stå i spidsen for futsal-klubben Örebro, der spiller i den bedste svenske række, mens han også skal være en del af trænerteamet bag udendørsholdet.

- Det har ikke været en nem beslutning at forlade B-67, men tiden er den rette til at prøve noget nyt. Jeg var i Sverige for at se faciliteterne i sommer, og jeg var meget tilfreds med det, jeg så. Og måske er det også meget godt for B-67, at det får mulighed for at prøve noget nyt, fortæller Tekle Ghebrelul, der søndag førte B-67 til klubbens 13. mesterskab. 

Se billeder: B-67 vinder sit 13. mesterskab

Otte mesterskaber i ti år

Tekle Ghebrelul har været træner for B-67 siden 2009, og siden dengang har holdet spillet ti GM-finaler i træk, hvor det er blevet til otte mesterskaber.

- Jeg vil gerne prøve mig selv af som træner, og nu skal jeg til en klub, hvor der er et professionelt setup, hvilket jeg ser meget frem til. Her har jeg også mulighed for at udvikle mig som træner. Og hvem ved, om jeg bliver træner for en større klub i fremtiden. Men først skal jeg til Finland, hvor jeg skal til trænerkursus i Uefa-regi, som jeg ikke haft muligheder for at tage tidligere, fremhæver han.

- Jeg holder meget af Grønland, og det er svært at forlade landet, efter 15 år. Jeg føler mig accepteret, og jeg har haft det virkelig godt ved at bo i Grønland. Min familie bliver i Nuuk. Jeg siger ikke endegyldigt farvel til Grønland, jeg skal nok komme tilbage. Jeg ved bare ikke, hvornår jeg kommer tilbage, siger Tekle Ghebrelul.

Gode minder overskygger dårlige

Han føler, at han har givet fodboldmiljøet et løft i landet.

- Vi har i B-67 arbejdet stenhårdt de seneste mange år, og det har været en fornøjelse at være en del af. Vi har etableret flere tiltag i klubben, hvor vi har fokuseret på sundhed og disciplin. Men der har selvfølgelig været dårlige momenter, hvor sidste år var det værste, hvor der var episoder med racisme. Dog overskygger de gode minder de dårlige, fortæller Tekle Ghebrelul, der i 2017 pludselig blev fyret som landstræner i herrefodbold.

Det blev til to sølvmedaljer for landsholdet ved Island Games, mens han var landstræner.

LÆS OGSÅ: Landstræner i chok: Jeg er fyret

- Hvad er dit bedste minde i fodboldsammenhæng?

- Jeg har virkelig haft mange gode minder, men vores finale-sejr over Nagdlunguak' tilbage i 2012 på deres hjemmebane i Ilulissat var nok det bedste. Her vandt vi med 3-2. Men jeg har haft mange fantastiske øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme, lyder det fra Tekle Ghebrelul.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER