Onsdag, maj 10, 2017 - 09:00

- Det ville være et stort tab, hvis alle oprindelige folk flyttede ind til byerne

Den kendte fotograf Henrik Saxgren har dokumenteret fangerkulturen i Thule-området i et nyt stort værk. I går præsenterede han det på det Kongelige Bibliotek i København
 

Lærredet er hvidt. Henrik Saxgren og Nukâka Coster-Waldau tager plads og ses som to silhuetter. Der lyder musik ud af højtalerne. En streg viser sig i alt det hvide. Isen sprækker.

Isen forvandler sig til et landskab og blive så til et flået isbjørnehovede.

Vi befinder os i den store sal i den Sorte Diamant, det Kongelige Bibliotek. Henrik Saxgren skal til at fortælle om sit nye værk 'Ultima Thule'.

Seks måneder i Thule
Ultima Thule var en gang europæernes udtryk for det nordligste land. Her boede pygmæer og enhjørninge. Efterhånden trængte man længere nordpå og fandt nyt land, og Ultima Thule rykkede endnu længere nordpå. Til sidst stoppede isen dog den videre færd. Men heller ikke her fandt man pygmæer, og enhjørningen viste sig at være en narhval.

Knud Rasmussen kaldte siden dette land for Thule. Henrik Saxgren har besøgt landet syv gang, i alt seks måneder. En stor del af tiden har han tilbragt med fangerne ude på isen.

- Det er vigtigt for mig, at dokumentere fangerkulturen mens den stadig findes. Dette er muligvids den sidste generation, siger fotografen til Sermitsiaq.AG.

Lang kærlighed til Grønland
Henrik Saxgrens relation til Grønland går langt tilbage. I 1987 besøget han Aasivik-stævnet. En morgen klatrede han sammen med sin kammerat Karsten Sommer op på et fjeld. Solen stod op og tøede nyisen, der steg op som damp. Her tog Henrik Saxgren sit første billede i Grønland, og han vidste, at det ikke skulle blive det sidste.

I 2004 besøget han igen Grønland i forbindelse med sin bog 'Krig og Kærlighed'. Til den fotograferede han den japanske storfanger Ikou Oshima i verdens nordligste bygd Siorarpaluk. Det var her beslutningen faldt om at vende tilbage til området.

Den første tur
Da Henrik Saxgren i 2014 startede sit projekt var han ikke helt klar over, hvad det skulle handle om, men han besluttede, at han måtte tage ud sammen med fangerne.

I en veloplagt tone fortæller han i den fyldte sal om den første tur, der i begyndelsen tegnede til at blive noget af en skuffelse. Skyerne hang lavt, der var intet at se og da de nåede ud til iskanten var der så vådt, at han måtte trække plastikposer over kamikkerne. Som han selv siger, tegnede det til at blive til 'en rigtig lortetur'. Men pludselig åbnede skyerne op.

- Det var magisk, siger Henrik Saxgren mens det tågede billede på lærredet bag ham forvandles til et smukt landskab.

Han slår ud med armene og stiller sig en næsten messiansk positur. Den ikke-troende mand var kommet  tæt på noget guddommeligt.

I trance på slæden
Præsentationen former sig som en perlerække af livlige fortællinger om turene til iskanten sammen med fangerne.

Som da Henrik Saxgren sammen med fangeren Ilennguaq fra Savissivik for første gang drager ud på hvalrosfangst. Allerede på vej ud støder de ind i den første forhindring, førerhunden må aflives, så spandet nu kun er på otte, der skal trække de to.

Men de når ud til fangstpladsen og på kort tid har Ilennguaq plantet en harpun i en hvalros. Med hele kroppen forklarer Henrik Saxgren, hvordan det tonstunge dyr skal forhindres i at søge mod bunden, så det kan aflives med et riffelskud.

Hjemturen blev en barsk omgang for fotografen. Selvom halvdelen af kødet blev efterladt til at blive hentet senere, så blev det til 15 timers kørsel i bidende kulde og uden pause. Fangeren Ilennguaq ville hjem. På det sidste stykke var Henrik Saxgren nærmest i trance.

- Da jeg efter hjemkomsten gik op mod min hytte tænkte jeg kun på, at jeg ikke måtte besvime, siger han og demonstrerer de tunge skridt, så salen kan se situationen for sig.

Da fotografen mødte havets moder
Efter en stribe sådanne historier, bliver det Nukâka Coster-Waldaus tur. Hun læser myten om Havets Moder, der får sit hår redt for at sætte fangstdyrene fri.

Henrik Saxgren samler tråden op. På en af rejserne var der ikke blevet fanget en eneste hval uden for Qaanaaq hele foråret, da han ankom i maj. Men samme aften dukkede pludselig 300-400 dyr op - havets moder måtte have sluppet dem fri.

Henrik Saxgren beskriver ellers sig selv som en mand, der 'hverken har små klokker eller røgelse' i sit hjem. Men når han er i Grønland, så kommer han pludselig tæt på det spirituelle.

- Jeg har opdaget, at jeg i Grønland modtager på nogle helt andre frekvenser,  end når jeg er derhjemme.

Fangerkulturen er vigtig
Det er blandt andet det, han vil minde os om med sit værk. At der er andet end et liv med forbrugsgoder og reklamer. At der er en barsk natur, der ligeglad med, om der er mennesker eller ej.

- Det vil værre et stor tab, hvis alle oprindelige folk blot flytter ind til byerne, siger han til Sermitsiaq.AG.

- De minder os om, at der er noget, der er stort, at naturen er større end os.

Han mener, at Selvstyret bør gør mere for at bevare fangerkulturen. Som han ser det bliver der talt mere om det, end der reelt bliver handlet.

- Fangerkulturen i Nord- og Østgrønland er central for den grønlandske identitet, også selvom de færreste kender den på egen hånd. Hvad skulle man sætte i stedet for, hvis den forsvinder?

Men som han selv er inde på, så, er det næppe  længere tale om et 'hvis'.

- Så vil min bor blive et vigtigt dokument, der - på grund af den globale opvarmning - kan risikere at blive den sidste optegnelse over det liv, som den måske sidste generation af fangere i Thule lever på havisen, skriver han i forordet til bogen, som han ser som e bidrag af de mange, der de seneste 200 år har beskrevet Ultima Thule.

Bogen 'Ultima Thule' udgives af Gyldendal.

Thule-fangeren Arkiunnguaq i sin kajak. Fra Ultima Thule.
Foto: Henrik Saxgren
Efter en dag med dårligt vejr på den første tur åbnede himlen kortvarigt op og åbenbarede dette syn. Fra Ultima Thule.
Foto: Henrik Saxgren
Theresia fra Savissivik. Fra Ultima Thule.
Foto: Henrik Saxgren
Isen sprækker - foredraget begynder
Foto: Walter Turnowsky
Nukâka Coster-Waladu og Henrik Saxgren lytter til musikken og ser på billederne i indledningen
Foto: Walter Turnowsky
Henrik Saxgrens første foto af Grønland. Taget i forbindelse med Aasivik i 1987.
Foto: Walter Turnowsky
Nukâka lytter mens Henrik Saxgren fortæller om, hvordan han nær var død i en røgfyldt fangsthytte.
Foto: Walter Turnowsky
Nukâka Coster-Waldau læser myten om havets moder
Foto: Walter Turnowsky
Henrik Saxgren fortæller om fangst
Foto: Walter Turnowsky
Henrik Saxgren signerer sin bog
Foto: Walter Turnowsky
Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit