Oprindelige Folk
Stort galleri: Hilsen til Grønland fra Ruslands oprindelige folk
Den 19. 'FN´s Internationale dag for oprindelige folk' blev markeret lørdag den 9. august flere steder i Rusland
I en tid hvor den kolde krig synes at vende tilbage, som bl.a. kan stikke en kæp i hjulet for processen af grænsedragningerne i det Arktiske Ocean, som Grønland er en vigtig prik af, er der endnu internt i Rusland intet at mærke i hverdagen. I supermarkederne kan man stadig købe produkter fra ”Vesten”, herunder fra Danmark - selvom den russiske fødevarembargo trådte i kraft for snart en uge siden.
Livet går stadig sin vante gang i verdens største land, der også huser den største gruppe, på ca. 350.000, af oprindelige arktiske folk i verden, hvoraf Inuit, eller Yuit som de kalder sig, udgør omtrent 1.500.
Trommedans
Den 'Internationale dag for oprindelige folk' blev markeret i Rusland i Tjukotka, Yakutien og Yamal, samt i en Etno Park lidt nord for Moskva, hvor Moskovitterne fik lejlighed til at stifte nærmere bekendskab med deres arktiske landsmænds kultur og traditioner.
Der var trommedans fra Tjukotka med eskimoiske og tjuktiske sange, hvor moskovitterne blev inviteret med til at danse med.
Der er i Etno Parken opslået 'traditionelle mobile hjem' fra forskellige egne af Rusland, 'chum' fra nenetterne, der bebor et kæmpemæssigt område i det nordvestlige Rusland, 'yaranka' fra tjukterne i Tjukotka og 'yurt' fra yakuterne fra det ydre Siberien.
Mattak fra Rusland
Der blev også holdt workshops hvor de besøgende kunne lære at efterligne arktiske dyrs lyde og smage på specialiteter fra Ruslands enorme arktiske område, der for undertegnede gav en kærkommen lejliged for at spise mantak, som de kalder mattak på tjuktisk, af gråhval fra Tjukotka og 'nikku' (soltørret kød) af rensdyr fra hver sin ende af Siberien - Tjukotka og Yamal-halvøen.
Vejret var med arrangørerne, næsten for overvældende, da temperaturen midt på eftermiddagen sneg sig op på 35 grader - i det hele har hedebølgen efterhånden 'huseret' i en måneds tid i Moskva-området.