Efter stormvejr

Stormvejrsofrene har om søgt genetableringsstøtte

De 11 fiskere og fangere fra Kangaatsiaq, der mistede deres både under den kraftige storm kort før jul, har søgt om genetableringsstøtte hos selvstyret

Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl-Kristian Kruse fra Siumut
Offentliggjort

Det kraftige stormvejr, der hærgede i midten af december på hele vestkysten, sænkede mindst 11 både i Kangaatsiaq.

Det fik Partii Naleraqs Inatsisartut-medlem Anthon Frederiksen til at stille en række paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut, om ofrene har mulighed for offentlig hjælp.

Nu fremgår det af svaret fra naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl-Kristian Kruse fra Siumut, at ofrene har mulighed for at kunne søge om støtte via genetableringsstøtte- og erhvervsfremmepuljen ved selvstyret, hvis deres tab ikke kan dækkes af en forsikring.

- Fiskere og fangere har mulighed for at søge om støtte i henhold til landstingslov om genetableringsstøtte til erhvervsfiskere, erhvervsfangere og udøvere af erhvervsmæssigt landbrug, skriver Karl-Kristian Kruse i sit svar til Anthon Frederiksen.

Læs: Storm sænker mindst 11 både i Kangaatsiaq

Læs: Sunkne både i Kangaatsiaq: PN spørger om ofrene har mulighed for hjælp

Ifølge Karl-Kristian Kruse kan der via genetableringsstøtten udbetales en engangsydelse på mindst 2.000 kroner og højst 25.000 kroner.

De ramte fiskere og fangere har allerede søgt om støtte både via genetableringsstøtte- og erhvervsfremmepuljen.

- I forhold til de omhandlede tingskader som stormen forsagede i Kangaatsiaq har departementet modtaget ansøgninger. Disse sager vil blive behandlet i henhold til lovgivningens rammer, skriver Karl-Kristian Kruse.

Dog oplyser departementet for fiskeri og fangst, at bevillingsrammen til erhvervsfremme til joller og genetableringsstøtte fastsættes på finansloven. Og at der derfor kun kan bevilges støtte til ansøgeren, hvis der er penge til det.

Powered by Labrador CMS