Drilsk uvejr
Stormvejr i Nuuk giver flytrafikken store problemer
Alle fly tirsdag og onsdag til og fra Nuuk er tirsdag middag aflyst. Air Greenland forventer, at tirsdagens program i Nord- og Sydgrønland rammes af forsinkelser
Mens politiet tirsdag formiddag har meddelt, at al unødig færdsel i Qinngorput-bydelen i Nuuk frabedes, er Air Greenland nu også klar med en status på uvejret med sne og blæst i Nuuk.
- Stormvejret i Nuuk giver i disse dage store problemer for flytrafikken. Mandag måtte tre fly returnere til Kangerlussuaq, og alle fly tirsdag og onsdag til og fra Nuuk er på nuværende tidspunkt aflyst, oplyser Air Greenland tirsdag middag.
Samtidig er en flyvning til Qaanaaq aflyst tirsdag, da besætningen er i Nuuk. Air Greenland forventer, at tirsdagens program i Nord- og Sydgrønland bliver afviklet med forsinkelser.
Læs: Årstiden snyder tre byer - masser af sne og voldsom blæst
Atlantflyvning udsat
Air Greenlands returflyvning til Danmark er udsat til i dag, tirsdag, klokken 17 for at vente på passagerer.
Alle passagerer kan holde sig orienteret på airgreenland.gl, og de passagerer, som har oplyst mobilnummer i forbindelse med deres booking, modtager en sms om ændringer.
Som Sermitsiaq.AG har skrevet, er Paamiut også ramt af blæsevejr, mens Maniitsoq - ifølge DMI - ventes at få op mod 30 sekundmeter en kort periode onsdag aften.